Vi laver alle fejl, og de har en uheldig tendens til at ramme andre. Hvis skaden er sket, kan du ikke gøre det om, men ved at erkende din fejl, synes jeg, at det bliver nemmere at leve med skylden, fordi du har givet den anden muligheden for at vælge, om vedkommende stadig vil have dig i sit liv.
Men ordet undskyld er et tveægget sværd. Hvis du har gjort noget galt, og du siger undskyld, så gør du det svært for modparten at holde fast i sin vrede – i hvert fald over for omgivelserne. ”Ja ja. Men han har jo sagt undskyld. Så må hun sgu også lige prøve at give lidt slip og lade være med at bære nag.” Og det kan der spekuleres i: Maskinen Undskyld kræver jo ikke ærlighed at betjene, og du behøver ikke mene det, for at sige det.
Ydermere er der nogle ting, som jeg ikke synes kan undskyldes. Hvis man f.eks. begår sin ugerning med fuldt overlæg, mener jeg ikke, at en undskyldning har nogen som helst værdi, når man bagefter står og misbruger den i forsøget på at camouflere sin egoisme.
Jeg har to gange afslået at modtage en undskyldning. Simpelthen nægtet at lægge øre til. Begge gange blev jeg nærmest sneblind af de afsindige mængder af misforstået uskyld, jeg tilsyneladende var omgivet af, men ikke desto mindre smed jeg den ene idiot ud på røv og albuer, og gik fra den anden og smækkede med døren lige imellem ”Det var bare fordi” og ”Ikke min skyld”. Kald mig bare et åndeligt småtskåret menneske, men jeg kunne ikke unde de to den sjælefred, der ligger i at føle, at man har gjort, hvad man kunne.
Et lille ord på 8 bogstaver kan ikke veksle alle forkerte handlinger til noget rigtig, kan ikke gøre alle misgerninger ugjorte og kan ikke læge alle sår. For hvis man kan undskylde alt, kan man gøre alt, og så bliver alting lige meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar