Jeg ville ønske, jeg havde en radar, der kunne fortælle mig, om folk virkelig fortjener, at jeg siger undskyld. Altså, i tilfælde, hvor jeg ikke helt ved, hvad det egentlig er, jeg undskylder for.
Det er dog rimelig sikkert, at folk ikke fortjener det, hvis de ikke selv kan finde ud af at
undskylde. Og hvis de endelig gør det, bliver det sådan et sukkende ”åååunskyld” leveret i et bebrejdende tonefald. Eller med en lillepige-det-er-i-virkeligheden-mest-synd-for-mig-stemme.Det svære er dem, der godt kan finde ud af at sige undskyld, men de er bare ude af stand til at forklare, hvorfor det er, jeg skylder dem en undskyldning i den pågældende situation..
Jeg bliver sgu lidt trodsig, når det hele bare er min skyld, uden jeg kan få en forklaring på hvorfor. Det bliver sådan lidt: Du er dum, fordi det er du bare.
Så er der heldigvis også de meget nemme: Dem, der aldrig fortjener en undskyldning.
Jeg kendte en, der med stolthed i stemmen fortalte, hvordan kan kunne behandle folk som lort og få situationen drejet, så de endte med at sige undskyld til ham. Det gav ham stor nydelse.
(Her vil jeg så godt sige ”undskyld verden”, fordi jeg har så elendig dømmekraft, at jeg faktisk var kæreste med en som ham. Og jeg bør nok også sige undskyld til mig selv.).
Konklusionen er, at nogle gange er det ikke kun min skyld. Men hvis du er et ordentligt menneske, der i andre situationer godt kan finde ud af at tage ansvar, giver jeg gerne en undskyldning for meget. Jeg vil dog helst forstå, hvad det er, jeg har gjort, men sådan hænger det vist ikke altid sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar