Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

Lene om 'undskyld'

Vi, der er født i halvfjerdserne eller derefter, er flasket op med at skulle forstå andre mennesker og for os er 'det at bede om en forklaring' ved at drukne den fine disciplin 'at modtage en undskyldning'.

Pigerne fra vores generation er efterhånden blevet så dygtige til empati, at vi forstår og forstår mens vi glemmer os selv, og drengene fra vores generation har også draget nytte af at 'den gode forklaring' vinder indpas: Det er meget lettere at komme med en forklaring på, hvad der skete, end det er at erkende sin skyld og sin egen påvirkning af andre mennesker, og med det mande sig op til at sige et ordentligt, uforbeholdent undskyld. *

Så, søde veninde: Det er da ligemeget, at han har siddet skævt på potten som barn, at hans far var ude af stand til at være til stede, undtagen når han skældte ud, og at han lige er kommet ud af et vanskeligt forhold: Han skal ikke slå dig.

Kære venindes egotripper af en mand: Det kan godt være, at hun ramte en nerve, det kan godt være, at du har haft en dårlig dag og bare vil ligge på sofaen og se damehåndbold og det kan godt være, at temperamentet løb af med dig: Du skal ikke slå hende.
Punktum.
Og du siger først undskyld, når du har groet selvindsigt nok til at se, at fejlen er din og din alene og du skammer dig nok til at det er det eneste ord, der kan kravle over dine bævrende læber. Ellers sender vi Carl Mar OG Susanne Bjerrehus efter dig.

Vores generation skal også lære at tage imod en undskyldning, der er givet uden forbehold og uden forsøg på at retfærddiggøre, for sådan en undskyldning kræver mod, anger og selverkendelse.

(Den skal forøvrigt ikke gives for at tække nogen og slet ikke hvis man har fingrene krydset bag ryggen, apropos billedet til venstre)

For nymodens mennesker (muslimske statsledere og islamiske imamer inkluderet) kan det være lidt svært at skelne et ordentligt undskyld fra et af de falske, netop fordi vi er så vant til at kunne forklare os ud af alting.
Jeg er formentlig ikke den eneste, der har overvejet at sige undskyld for at rette op på den måde, omverdenen ser på mig på, eller for at få et undskyld tilbage, så freden kan genetableres. (Og man kan begynde at bære nag).

Det er alt for let at regne med at alt er tilbage til den skønneste orden og retfærdiggjort, hvis den anden kan forstå, hvorfor den grufulde fejl blev begået. Undskyldninger er nemlig ikke så lette at have med at gøre, som manipulation er.

*Jeg vil gerne beklage, hvis jeg kommer til at generalisere kvinder som nogen, der er for nemme at narre med forklaringer, og mænd, som nogen, der udnytter.
Det er ikke min mening - I min generation kan mænd nemlig også være nogle tøser og kvinder kan være nøjagtigt lige så snu som mænd.