Hjælp ... ?

Thomas om undskyld

Jeg er egentlig ret træt af at sige undskyld, for jeg har brugt det meste af mit liv på det. Mine forældre indskrev mig tidligt i flinkeskolen, hvor jeg fik de højeste karakterer, selvom jeg var den yngste elev. Adskillige klassetrin blev sprunget over, og jeg fortsatte direkte ind på undskyldsuniversitetet, hvor jeg på rekordtid opnåede mit professorat.

Nu tænker du nok, at jeg kunne få en fantastisk karriere som diplomat i Mellemøsten, men desværre kan man ikke rigtig bruge et undskyldsprofessorat til noget. Det er næsten ligeså ubrugeligt som filosofi og tumler på samme måde hvileløst rundt i hjernen. Ethvert vågent øjeblik bruges på at holde øje med egne svagheder, så man på forhånd kan advare deres eventuelle ofre.

På et tidligere arbejde, når vi havde møder om design af vores nye software, indledte jeg altid mine indspark med: ”Det er nok mig, der ikke forstår det, men ...”. Efter et års tid bad en sød kvindelig kollega mig om at indlede med: ”Det er nok jer, der ikke forstår det, for ...”. Det lykkedes ikke. Jeg er trods alt bedre uddannet.

Men hvor er det dog en åndssvag uddannelse. Faktisk mener jeg, at der kun bør undervises i undskyld i de lavere klassetrin i folkeskolen, hvorefter man bør gå væk fra emnet. Hvis ikke alle har samme niveau i undskyld, går det nemlig galt. Sjovt nok for de bedst uddannede. Det er den omvendte verden. Samme paradoks kan drages fra det faktum, at undskyld er en ordre. Det er i hvert fald i bydeform. Ligesom hjælp. Måske er de i familie?