lørdag den 2. maj 2009

Tudekiks

En dag begyndte en nerve ved højre øjenlåg at dirre. Det holdt den ikke op med igen. Gennem lang tid sov jeg ikke om natten. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig om de ting, jeg skulle nå på jobbet. Jeg kunne ikke koncentrere mig på jobbet. Eller slappe af, når jeg kom hjem. Jeg græd på toilettet på arbejde. Jeg græd, når jeg kom hjem. Jeg græd, når jeg lå i sengen om aftnen.

En morgen vågnede og begyndt straks at græde. Jeg kunne ikke komme ud af sengen. Jeg lå der bare og stortudede.

Min telefon lå ved sengen og jeg fik ringet til en kollega. Hun sagde straks stress. Og jeg fik hende til at kontakte vores HR afdeling.

Dagen efter sad jeg hos en psykolog for første gang i mit liv. Jeg græd på vejen derhjen, græd derhenne og græd hele vejen hjem.

Jeg var sygemeldt i knap 3 måneder. 3 Måneder der gik med lange traveture, tanker, bearbejdning og jævnlige besøg hos psykologen.

Det gik op for mig at grædeturene var aftagende. At jeg fik ro i mine tanker, og i min krop. Jeg fandt ro i mig selv.

I dag græder jeg ikke. Ikke hver dag. Eller hver anden. Men ind i mellem. Det tror jeg mange mennesker gør. Og jeg ved det er sundt at give sig selv lov til at græde. Man går løsnet op og givet sig selv ro. Men man skal ikke græde uhæmmet og ukontrolleret flere gange om dagen.

1 kommentar:

  1. ... Og nu græder jeg, når jeg læser det. Formentlig fordi jeg har prøvet lidt af det samme. Er du ikke bange for "tilbagefald"...?

    SvarSlet