...Men tilbage til mig

Anne om sindsro

Egoisme er et skældsord. Vi skal nemlig tænke på andre, før vi tænker på os selv.
Den har jeg levet under i mange år. Og hvis jeg endelig gik hen og blev ramt af det der ego-noget, blev det efterfulgt af en solid omgang dårlig samvittighed.

Jeg har efterhånden mødt en del i min generation (over-trediverne), der lider af det samme, og rygtet siger, at det slider os op. At vi tager forkerte beslutninger forholds- og karrieremæssigt. At vi går rundt med en konstant trang til at råbe migmigmigmigmig, fordi vi er så ulideligt trætte af, at det altid handler om andre, før det handler om os selv.
Det har faktisk handlet så meget om andre udenpå, at vi har brugt en gigantisk mængde tankekapacitet på at pille vores mentale navle i en milliard små stumper.

Jeg besluttede for et stykke tid siden at gøre op med det. At smide pæn-pige-kåben og sige det højt: Jeg skal sgu da også lige have lov til at være her!
Det har langt fra været en nem proces, og jeg har fået mange knubs undervejs. Det sker stadig jævnligt, at jeg lige får en lammer af egotrippere, der gør modstand.

Men jeg har vist fattet det nu. Jeg skal ikke nødvendigvist tænke på andre, før jeg tænker på mig selv. Jeg kan ikke lade hele mit liv handle om, at det er synd for andre, hvis jeg træffer de valg, der er bedst for mig.
Og på mystisk vis har jeg fået meget mere overskud til at forholde mig til andre menneskers problemer. Ægte. Uden at rulle øjne.

Der har været folk omkring mig, der har fået akutte anussmerter over nye mig. De skal ikke være i mit liv mere. Det er det bedste for alle parter. Og det kan jeg sige med ro i sindet. Helt uden at få dårlig samvittighed – den røg i containeren sammen med pæn-pige-kåben.

Ufatteligt, at det skulle tage mig 87.000 år at indse det.