Det gør jeg også. Forventer effektivitet. Mit mest veludviklede talent er Optimering. Hvad jeg kan få stampet sammen af arbejde og løse på 30 minutter burde beskrives detaljeret og indgå som ny disciplin i jægerkorpsets træning. (Så skulle I fandme se Bubber gennemgå sin personlige udvikling på rekordtid!) (Om end det bliver svært at sælge 15 minutters fjernsyn til DR som ’programrække’.)
Jeg har 3 jobs (det ene fuldtids), blogger 3 forskellige steder, har en fantastisk omgangskreds som heldigvis består af mange mennesker, er ansvarlig for en stor del af omsætningen på Baresso, plus det løse (dating, strikning, pleje af franske vindistrikter osv.). Hver eneste gang jeg får komprimeret et par opgaver og dermed skabt et hul i kalenderen, laver min hjerne et Terminator scan,
finder ud af præcis hvor meget nyt, vi kan fylde i det nyerhvervede hul og ganger resultatet med 3. Bare så vi er sikre på at optimeringsevnen holdes skarp. F.eks. er jeg gået et gear ned på mit ene job, hvilket jeg straks har vekslet til en post som Tillidsrepræsentant hos et andet. (Min søster er Sikkerhedsrepræsentant på sit job, og min far er Tillidsrepræsentant på hans. Jeg har altid haft en mistanke om, at ”Fanen er så rød, mor” ikke var den rigtige tekst…)
Jeg elsker det hele og vil helst ikke af med noget af det.
Men efterhånden er det blevet sådan lidt .. stressende. Jeg har det som om min hjerne klør og hæver, og forsøger at presse sig igennem mit kranium, og rastløsheden slår ud i lys lue, hvis jeg er inaktiv i over 4 minutter. Jeg har ikke rigtigt tålmodighed til yoga og meditation, og synes måske også, at det strider lidt imod grundprincipperne at skulle skynde sig hjem fra arbejde for at kunne nå ned til en times turboafslapning. Derfor at jeg begyndt at øve mig i at bruge de små oaser af fred, som hverdagen giver mulighed for, og jeg er faktisk ved at lære at nyde at sidde med en kop the *Gisp!-og-folket-veg-skrækslagent-tilbage* i solen og kigge på mennesker en halv time, i stedet for at presse et eller andet ind. Forbløffende nok lader mange ting til at løse sig selv, hvis man ikke står og tripper og ånder dem i nakken, mens man kigger på uret.
Her er knap så pænt og ryddeligt, som der plejer at være. Mine hold får lov at køre med det samme program lidt længere, før jeg begynder at skrifte numre ud. Mine blogindlæg er ikke altid helt så gennemarbejdede, som jeg ville foretrække. Men når jeg sidder der i solen, forekommer det mig alligevel at være et godt bytte. Mindre effektivitet. Mere sindsro.
Fordi jeg fortjener det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar