Trold kan tæmmes

Lene om sindsro

Sindsro kommer, når man bruger lang tid på at betragte sine umulige unger af nogle ønskedrømme og acceptere, at de spæner i hver sin retning.

Prøver man at beordre dem til at stå stille, løber de bare hurtigere mens de gjalder 'næhæææ!'.

Accept, accept og accept igen... Ihvertfald skal man forsøge at lade være med at slå sig selv i hovedet med sin keramikbuddha, når man opdager, at man endnu engang er løbet i sporet på en af sine uvorne griller.

Man kan ikke købe sig til sindsro ved at tage på et ugekursus i pilgrimsvandring, tantrameditation eller ved at finde forklaringen i sit horoskop.

Det ville ellers være nice.

Men utroligt overfladisk.

Den værste bivirkning ved at vælge den hurtige løsning, er alle de gode råd, man pludselig føler trang til at give andre. Råd, der sjældent bliver mere kloge af at komme på skrift i kommentarfeltet på en eller anden blog.

Når jeg læser kommentarer i kategorien 'frelste råd', starter de altid med 'Du skal bare... ', de indeholder altid enten 'trække vejret helt ned i maven' eller 'smil' eller 'knuz' eller 'varme tanker'.

Og så kaster jeg lidt op i munden og forestiller mig, at der sidder en Hennatrunte og drikker grøn the i stearinlysets skær med Pia Raug-tørklæde om kraniet og håber, at den grønne the udligner den citronmåne, hun egenhændigt åd til morgenmad, så hendes aura-terapeut ikke finder ud af det.

Jeg håber, at jeg en dag kan udtale mig om, at jeg med sindsro vælger at være tilfreds med rækkehus, mand og funktionær-konebil.

Min erfaring - og vogt jer for mine ord, for jeg er 287 år gammel og har engang knækket en hennatruntes blyant med vilje - er, at det er utroligt svært, det der med at træffe valg med sindsro.

Helt sikkert fordi min vej mod Zen stadig er lang.

Det kan godt være, at jeg er overbevist om, at det jeg gør, er i fuldstændig overensstemmelse med mine dybeste og mest ægte værdier, men oppe fra vinduerne i mit bestyrelseslokale (bestyrelsen bor i mit hoved, red.) vil sekretærerne tromme med blyanterne og bogholderen vil holde skarpt øje med andre menneskers reaktioner, for ikke at nævne den strategiske rådgiver, der strammer pig-bæltet om låret, mens han lover sig selv strenge pisk for alt det, han ikke fik gjort.

Den dag jeg helt og fuldt kan claime sindsro, vil være den dag, jeg ikke har bestyrelseslokalets jalousiskabe fuldt af spøgelserne efter alt det, jeg ikke gjorde og som jeg burde have gjort, for at tingene kunne blive lige præcis så perfekte, som jeg vil have dem til at være.

Den dag er tingene lige præcis så perfekte i deres uperfekthed, som de er.