Du ser glad ud - snav mig!

Stine om sindsro

Kender du det med, at så snart man opgiver jagten på den store kærlighed, ja så er man ved at blive bulldozet ned af drømmemænd og kvinder i hobetal?
Jeg ser et tydeligt mønster blandt mine venner og bekendte, og hører ind i mellem klagesangen ”jeg burde bare give op, så kommer det jo af sig selv”.
Den bliver som regel efterfulgt af ”jeg har det jo egentlig også bedre UDEN kæreste, så måske er det meget godt, som det er” – hvorefter personen spærrer øjnene vildt op og scanner lokalet for mulige romantiske emner som en højeffektiv radar. Tydeligvis er INGEN håndklæder smidt i ringen. Endnu da.

For et par dage siden læste jeg en del af en lang forskningsrapport om lykke. Den viste, at der var to afgørende parametre for, hvor lykkelig et menneske er. Det hele er ganske enkelt, for det kommer an på, hvilket land man kommer fra (den er nem for dig, danskerne er verden lykkeligste folk) – og om man er i et parforhold.
Oh jeg kunne næsten se for mit indre blik, hvordan singler i hobetal vil flå rapporten fra hinanden med fråde om munden. ”Vi er lykkelige nok alene, vi har nok i os selv” Grrrraaaaauuurggggghhh *papirstrimler overalt* - forskere på flugt.
Og jeg var da egentlig også selv usandsynligt glad for at være single, men jeg kan godt følge forskningen. Jeg ER gladere, så længe jeg er i et GODT forhold. Da jeg blev single, var det bedre end daværende møgforhold.

Til de singler, der lige nu er ved at tænde fakler og slibe spidserne på de der dimser til hø, som man altid jagter monstre med i film, bliver jeg nødt til at være hende den rigtigt rigtigt møgnederen og sige: Come nu ooooon mand, du leder jo også efter kærlighed. Det er vist ret menneskeligt, især når vi tror (ved?), at den vil gøre os lykkeligere. Og til dig, der godt tør indrømme, at du leder, har rapporten faktisk også endnu et spændende resultat: Den viser nemlig, at det er folk, der i forvejen er lykkelige, der får en kæreste/partner/ægtefælle.


Så måske er det ikke, når man stopper med at lede efter kærlighed, men mere når man stopper med at jagte noget, der skal forestille at gøre én til et helt mennesker. Du er din egen sindsro, det er dig selv, der gør dig glad – også når du er forelsket. At man så bliver mere ulykkelig af at få børn, er en helt anden forskningsboldgade, men den er du nok pænt ligeglad med, hvis du er skruk eller allerede vælter rundt i bleer og leraftryk af små hænder og fødder.