onsdag den 27. maj 2009

Skal vi mødes under uret klokken 19 i 2012?

Anne om undtagelsestilstand

For nogle uger siden ringede en bekendt til mig. Tidspunktet passede mig dårligt, og jeg var ude af stand til at camouflere det med at svare ja, nej, måske på de rigtige tidspunkter (plejer ellers at fungere upåklageligt), så han sagde, han ville prøve at fange mig senere og spurgte, hvornår det passede mig bedst.

”Om tre år”.

Det syntes han var ret morsomt, men det var vist heller ikke gået op for ham, at jeg mente det alvorligt.
Om tre år er jeg (hvis alt går, som det skal) færdig på Journalisthøjskolen, og jeg satser på, at jeg vil få en hulens masse socialt overskud tilbage.

For på det punkt har jeg så godt som intet overskud lige nu. Jeg går rundt med kronisk dårlig samvittighed overfor de mennesker, jeg ikke får kontaktet. Og kronisk taknemmelighed over de mennesker, der ikke giver op, og bliver ved med at ringe til mig. Men jeg er nødt til at være selektiv, for det handler ikke kun om mine sociale behov. Det handler også om min lille dreng, som aldrig har bedt om, at jeg begyndte på et studie, der er så tidskrævende.

Jeg er ikke meget for at pive offentligt over det, men det ville være løgn at sige, at jeg ikke synes, det er ekstremt hårdt ind imellem.
Skolen fylder virkelig meget – også fordi jeg sgu gerne vil gøre det godt.
Savnet af sociale lufthuller fylder meget.
Men før det står det vigtigste af alt: Min elskede dreng, som nogle gange bliver så ked af det og frustreret over mit manglende overskud og over de lange dage i børnehaven.

Han er uden sammenligning det vigtigste i mit liv, og han står først i køen, når der skal deles ud af det overskud, jeg har. Det betyder, at visse dele af mit liv er sat på pause eller delvis pause.
Jeg håber bare, at min omgangskreds er rummelig nok til at forstå og acceptere det.

5 kommentarer:

  1. Det bliver nemmere i praktikken, hvor de præsenterer begrebet "fritid" for en - altså tid, hvor man har FRI! Det er ret fedt, jeg savner det helt vildt. (og så ER anden semester den rådne banan, intet bliver som det, bare rolig)

    SvarSlet
  2. Åh, Stine. Du er lyset for enden af min mørke tunnel. Jeg burde skrive en digtsamling og dedikere den til dig.

    Det er virkelig rart at få at vide, at det ikke bliver værre end andet semester. Og kors, hvor jeg glæder mig til det der praktik (hvis der er nogen, der vil have mig (gys))

    Jeg er rigtig glad for skolen, og jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige uddannelse for mig. Der er bare så mange løftede pegefingre og mange trusler om, at hvis man ikke ditten og datten, ryger man ud.
    På den allerførste dag fik vi at vide, at hvis vi kom for sent mere end to gange, røg vi ud. Nå, men det betød så, at vi var et helt førstesemester-hold, der sad i lokale 307 hver dag klokken tyve minutter i mødetid.

    Jeg synes, de skulle forsøge sig med lidt positivitet og noget tro på, at vi er der, fordi vi har lyst til at være der.

    Jeg må hellere komme i gang med den digtsamling. Eller vil du hellere have en lejlighedssang?

    SvarSlet
  3. Det skal nok gå Anne. Og jeg glæder mig dælme også til andet semester (læs: 1.årsopgaven) er overstået.

    SvarSlet
  4. Jeg hører til dem der mener, at journalister er noget fanden har skabt. Derfor finder jeg en pervers glæde ved dine kvaler. Det er måske forkert, men sådan er jeg skabt.

    SvarSlet
  5. Anne: Jeg holder af de fleste former for folkelig hyldest, især når ting næsten-rimer...

    Du lyder fuldstændig som mig på 2. semester, jeg var ved at blive helt skør af den folkeskolepædagogik. Men endnu et lys for enden af din tunnel: Tonen på 7. og 8. semester er langt lysere, der er mere respekt og lidt mere frihed. Hurra.

    Og selvfølgelig vil nogen have dig i praktik, du skriver jo som en drøm!

    SvarSlet