Undtagelsestilstand er en retslig tilstand hvor normale love og rettigheder er sat ud af kraft på grund af omstændigheder der truer samfundets struktur eller eksistens.
(Citat Wikipedia)
Jeg lever i den heldige ende af verden, så jeg har ikke sådan været rodet ind i noget undtagelsestilstand. Alligevel er jeg bange for stort set ALT, hvilket er pjattet, når jeg er et af de mennesker, der har allermindst at være bange for.
Jeg frygter edderkopper, alt med ben der med lidt god fantasi kan minde om edderkopper, højder, fart, for høje lyde, fyrværkeri, injektionsnåle, andres snot og afføring, at tabe noget når jeg går på en bro, gøglere og andre meget ustabile individer, at blive syg, at slå mig, ind i mellem mørke og endda også spøgelser, selvom jeg ikke ved, om jeg tror på dem.
Derfor kan den flittige læser med den gode fantasi nok sagtens forestille sig, hvor meget jeg fik sovet denne nat:Jeg var på pressetur i Cambodja. (flimreflimreflimre *flashback*)
Vi ankom en smuk dag til et hotel i bedste europæiske 60’er arkitektur, hvilket var noget af en forandring i forhold til de hoteller, vi ellers havde boet på. Vores guide fortæller os, at under Khmer Rouge blev hotellet inddraget og brugt som fængsel. Siden fik det lov at forfalde, for de overtroiske og religiøse cambodjanere skulle ikke nyde noget af at bygge det op igen. På grund af ånderne forstås. De endte dog med at lade sig overtale af et stigende antal turister og den medfølgende usle mammon.
Vi spiste et meget mystisk måltid (nyåbnet hotel = forvirret personale) og satte os ud til poolen for cocktails. Men med et åbnede himlen sig og sendte tung, tæt og ubarmhjertig regn sammen med en rasende torden og spidse lyn næsten lige ned i drinksglasset.
Selskabet rykkede derfor indendørs og sad lidt i tavshed. De første ord, der brød tavsheden, var, da to sagde i munden på hinanden ”det her minder vildt meget om filmen The Shining”. Og ganske rigtigt, overalt i det 60’er inspirerede hotel hang der sort/hvid billeder fra gamle dage. Vi var de eneste gæster på hotellet, og vi kunne næsten ikke høre hinanden for den sønderrivende torden. The Shining har givet mig flere mareridt, end der kan tælles på to hænder, så jeg prøvede at drikke mig søvnig og stoppe en alt alt for fritløbende fantasi. Uden held, desværre.
Desværre blev de andre trætte af den fugtige varm og de søde drinks. Det blev sengetid. Vi fulgtes op i glaselevatoren, og jeg aftalte for sjov med rejseselskabets pressemedarbejder, at vi kunne løbe ind til hinanden, hvis vi blev bange.
Det hjalp bare ikke at pjatte med det. Hele den nat var jeg rystende angst og lysvågen. Jeg havde tændt ALT lys på det gigantiske hotelværelse og hørte larmende, uforståeligt cambodjansk fjernsyn. Jeg kunne godt se, hvor fuldstændigt åndssvag min opførsel var, men jeg kunne ikke styre den. Turde knapt bevæge mig. Først da solen stod op, turde jeg trække gardinet fra og sove lidt i de spæde morgenstråler fra solen.
Heldigvis indrømmede hende den anden, at hun heller ikke havde sovet, og at hun heller ikke turde løbe ind til mig. Det var vel en nat med den pylrede form for undtagelsestilstand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar