tirsdag den 12. maj 2009

N(år) A(ndre) B(elaster) (O)mgivelserne

Linda om naboer:

I bygningen ved siden af min har håndværkere siden jul været i gang med at renovere kælderen, og for to måneder siden åbnede så et ’galleri’. Uanset hvor hårdt jeg anstrenger mig, kan jeg ikke komme i tanke om at have set grimmere billeder. Nogensinde. Udover at besudle det offentlige visuelle rum med sine udgydelser, holder kunstneren også meget af at lade døren til galleriet stå åben og trykluftsrense omgivelserne med klassisk musik. (www.kunsterkliche.dk)

Hvad folk hænger op i egne vinduer, må de selv om, men nu er det jo ikke sådan, at man udover at leje et kælderrum også lejer luften og fortovet foran. Derfor bliver jeg træt, når vores cykler demonstrativt bliver flyttet, hvis de holder så bare en skygge fra pinden på ringklokken (som garanteret har et navn) rammer vinduet. Og ikke bare flyttet: Der bliver også klistret sedler på sadlen om, at man ikke må stille sin cykel foran vinduet, og at den – hvis man frister skæbnen og gør det alligevel - vil blive ’fjernet uden ansvar’.

Så han må gerne rane offentligt rum til sig, men vi må ikke? Don’t think so. Stiller nu af indlysende principielle årsager udelukkende min cyklet op af det fordømte vindue.

Et andet pragteksempel på, at moral er godt, og dobbeltmoral er dobbelt så godt, oplevede jeg for 3 år siden, da jeg skulle flyve til Barcelona. Kaptajnen starter med at oplyse os om, at ingen ombord må indtage noget, der indeholder nødder eller spor af nødder, da der er en dreng med på flyet, som lider frygteligt af nøddeallergi. Foran os sidder to knægte på 17. Den ene kigger mismodigt på sin king size sneakers, sin pose med peanuts og sine to cookies. Farvel madpakke. (At nogen lige burde tage en hurtig snak med ham om kost og ernæring, er en anden side af sagen.) Efter en time begynder min veninde Linda (som findes. Ja. I virkeligheden) og jeg at diskutere, om mandler teknisk set klassificeres som nødder, eller om vi tør driste os ud i at dele en Toblerone. Efter 4 sekunder bliver vi afbrudt. En spids damestemme lige bag os oplyser, at det er hendes søn, der har allergi, og at vi VENLIGST bedes lade være.

30 minutter senere breder en kraftig lugt af acetone sig, da selvsamme mor – som jeg igen minder juryen om holder en helt fly som madgidsler - helt, helt afslappet begynder at lakere negle.

Nogen gange tror jeg, at jeg er det eneste normale menneske i verden.

3 kommentarer:

  1. Åh, hvor må det have været svært at holde sin mund!
    Det var da rimeligt utroligt at nødderne kunne ramme drengen gennem luften, fik I nogen forklaring på det?

    SvarSlet
  2. Luftbåren nøddeallergi?? Det havde jeg nok krævet at se en lægeattest på!

    SvarSlet
  3. Det er sjovt, jeg er også det eneste normale menneske i verden...

    SvarSlet