Medlemsskabet af Dansk Folkeparti er dog afvist som lige groft nok.

Lene om naboer

Jeg har en drøm om at bo på landet. Et sted med langbord og duft af basilikum og glade mennesker hver søndag. Mine naboer passer bare ikke ind i den drøm og når jeg tænker tilbage på alle mine naboer gennem tiderne, så er der i virkeligheden ikke nogen naboer, der ville passe omkring mit langbord.
Genboer, ja. Naboer, nej.

Naboer skal være hyggelige og stille og hilse venligt. Aldrig kigge ind af vinduerne, altid holde haven. Hvis man bor i lejlighed skal de være absolut lydløse og de skal helst kun være der, når man lige går forbi og hilser pænt.

Resten af tiden skal de bare være en illusion.

Det ville især klæde mine nuværende naboer at konvertere fra irriterende til illusions-versionen, især fordi de er så forbandet tæt på. Vi deler et dobbelthus og vores badeværelse og soveværelse støder op mod deres, så vi kan høre, hvordan deres unger råber indtil midnat. Jeg kan ikke engang forstå, hvad de råber, for familien er tyrkisk og de taler tyrkisk sammen, når de ikke taler med mig, og det irriterer mig. Altså, at jeg ikke kan følge med i, hvad de råber.

Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet gammel og sur, når jeg sidder på min terrasse og kan se, hvordan børnenes bleer flyder rundt om skraldespanden. Rollefordelingen er på plads: De har børnene og jeg er den sure nabo, der sidder og hvæser noget om rotter.

Egentlig har jeg enormt ondt af nabodamen. Hun er ikke fyldt 30 endnu og har tre umulige unger, som hun skal klare selv, fordi hendes mand kun er hjemme for at fylde deres skur op med shawarma til den biks han har nede i byen. Så børnenes prøver naturligvis grænser af hele tiden. De er søde, de små, - undtaget når de tegner med kridt på vores bil eller plukker alle bærrene af vores kirsebærtræ.

Jeg kunne også godt undvære at have udsigt til børneansigter og fedtede håndaftryk, når jeg forskrækket vender mig om for at se, hvad det er, der banker på mit stuevindue. Også selvom de bare lige vil råbe hej til hunden, der ligger ved siden af mig i sofaen.

I det hele taget er gode naboer nogle, der ved, hvor skellet går, som kender forskel på dit og mit og som ikke bare vader ind i privatsfæren med mindre de bliver inviteret.

Da jeg boede i pensionistkvarteret i Risskov, havde naboerne meget travlt med at holde øje med os fra deres skjul bag pelargonierne, så de kunne have noget at snakke om med de andre gebisser.

Utallige er de aftener, hvor vi har udtænkt måder at få fortalt naboerne, at de ... lissom ... bare er for tæt på.

Dengang vaklede vi mellem at gøde roserne med menneskelort eller punktere rollator-hjul med partisansøm. Nu gælder det om at sørge for at naboens biler/venner/legetøj/bleer/duer ikke formaster sig til at invadere vores matrikel.

Indtil videre er vi nået frem til kombinationen af flæskesværs-lureminering og et hegn lavet af bacon.