Der var en gang, hvor jeg brugte mere tid på at være instruktør, vejleder og træningsmakker end jeg gør nu, og alle dage har devicen været: Husk at drikke vand. Og nok af det. Jeg har endda skrevet det, bl.a her.
Jeg må have været skideirriterende, for jeg har helt automatisk skræppet 'Vand! vand! vand! skråååk!' hver eneste gang, der var nogen, der døjede med et eller andet. Om det var hovedpine, dårlig træningsmoral, overvægt eller ondt i musklerne.
Med skam må jeg minde mig selv om den gang min kæreste med smerte i sindet sagde, at han ikke havde det så godt. Han havde lige slået hånden af sin far, set sin mor græde og i øvrigt fået min berygtede silent treatment i flere uger. Jeg sagde: Hvor meget vand har du drukket idag?, med et fjæs, der ikke helt kunne lade være med at være surt og bedrevidende.Det var ikke det stolteste øjeblik i mit liv.
Kaffe. Det er min nektar, min morgenstarter, duften af min eftertænksomhed, overspringshandling og nydelse i et.
Selv ikke mit insisterende høje niveau af mavesyre kan få mig til at slippe min kaff'.
Jeg ved godt, at man skal drikke kaffe ligesom man burde drikke vin: Et glas vand for hver kop. Det er bare aldrig lykkedes mig at huske rækkefølgen helt, så det ender tit med at jeg bæller kaffe hele dagen (eller vin hele aftenen), for at bunde 2 liter vand i et langt gispende træk, når jeg er så svimmel at vandhanen udgør det bedste støtteben.
Naturligvis er min åbenlyse hang til pantersort kaffe (Mine daglige bønner vendt mod Mokka, som Per Vers kalder det) er en stående invitation til at spørge, om jeg har husket at drikke vand, så snart der er det mindste i vejen med mig.
Gætter på, at det er karmarevisoren, der har taget noter og nu betaler tilbage for alle de gange jeg selv har stillet det enormt irriterende spørgsmål.
Nej. Jeg har ganske givet ikke drukket vand nok. Jeg ved godt at jeg burde, hvis jeg skal have bare en lillebitte chance for at gennemføre en træning nogenlunde elegant og hvis jeg gerne vil holde op med at se dobbelt eller blive for fuld for hurtigt. Jeg ved også godt at jeg skal gå ned i kaffekadence nu, hvor jeg har hjernerystelse.
Når man er rasende, ophidset på den helt berettigede måde og slet ikke spor hysterisk, og får at vide at man skal trække vejret helt ned i maven og slappe af, hvad sker der så?
Jeg ved ikke med jer, men det får mig bare til at hidse mig endnu mere op.
Den sætning er lånt ud til en anden stakkel nu og er blevet erstattet af 'Drik noget vand?' i mit tilfælde. Det virker på stort set samme måde. Siden hvornår er jeg blevet til en pose med Instant-happy, måske?
Men helt ærligt (Hælæarli, som vi siger i Århus)... Kan nogen ikke sige til Karmarevisoren, at min bemærkning om 'vand nok' blev betalt så rigeligt tilbage dengang jeg havde lungebetændelse? Eller dengang jeg havde ondt i knæet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar