Når jeg mandag aften har skrevet ugens indlæg til Ordet Rundt, begynder jeg med det samme at overveje min vinkel på den efterfølgende uges ord. Denne uges ord er vand, og selvom jeg har haft en uge til at tænke, synes jeg stadig ikke, at jeg er kommet op med noget genialt.
Først kørte jeg associationskæden ”vand—hav--Vesterhav” og overvejede at skrive, at det - bortset fra min familie selvfølgelig - er det eneste fra hjemstavnen jeg savner, her på mit 11. år i Århus. Jeg har tilbragt ca. 1 million timer på stranden i Esbjerg, og det fine ved Vesterhavet er, at det altid minder dig om, at vi er underlagt elementerne, og at vi er så små, så små. Fornemmelse af kontrol er en illusion, og livet er så uendelig meget større end os selv. Men … så har jeg ligesom sagt det, ikke? Og det er sgu alligevel for kort.
Så overvejede jeg at sætte de mange talemåder om vand op imod vands virkelige betydning, for det er da ironisk, at vand hele tiden trækker det korte strå, (’blod er tykkere end vand’ = vand sucks/blod rocker, ’det er vand under broen’ = det er lige meget nu - men jeg er stadig sur, ’det er det rene vand’ = kender jeg godt fra mig selv - bare værre) når det samtidig er altafgørende for vores overlevelse. (Mest fordi det er hovedingrediensen i kaffe.) Men vi ender med samme problem som i første afsnit. For kort.
En slags faktaboks om vand, så? Noget med at 60 % af vores krop består af vand, at kroppen kan optage 2½ dl. vand pr. kvarter, og at præstationsevnen falder med 10%, når væskebalancen falder med 1%? Nix. Ud over at være kedeligt, har vi verdens klogeste læsere, så de ved det i forvejen.
Hvad så med caféerne og deres horrible insisteren på at tage 20 kr. for at tappe 2 dl. vand fra vandhanen, når man i forvejen betaler 50 kr. for en kop kaffe? Kunne godt arbejde mig op i et epileptisk raserianfald over det, hvis jeg lige fik 5 minutter. Det er bare næsten for godt vejr til arrigskab.
Jeg kunne også skrive om de mange hyggelige timer, jeg som barn tilbragte med min far ved åer, søer og havne, med hver vores fiskestang. Men når jeg havde skrevet om, hvordan kage kunne konverteres til aftensmad, hvor mange gange jeg kunne få min krog til at forsvinde op i et træ bag mig, når jeg skulle kaste ud, 
og hvordan lyset svinder på en helt særlig måde, når dagen går på hæld over vand, så ville jeg være nødt til at indrømme, at jeg selv satte orm på krogen OG tog fiskene af, når der var bid, og så ville folk aldrig holde mig i hånden igen.
Så jeg endte med at skrive om alt det, jeg ikke kunne skrive om.
Blogging. You gotta love it.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar