Vanddiktatoren

Anne om vand

Da jeg blev skilt for lidt over to år siden, flyttede jeg hjem til min mor og boede der, indtil jeg kunne overtage min nye lejlighed.
Min mor er sød og nem at omgås, men man kan altså godt mærke, at hun har boet alene i mange år. Der er mange sære regler, som man ikke lige møder andre steder – og rigtig mange af dem handler om vand.

Det er altid en smule angstprovokerende at bruge vandhaner hjemme hos min mor, for jeg kan aldrig huske, hvilken vej den pågældende vandhane skal vende, for at den ikke drypper. Og man skal nok få det at vide, hvis den vender forkert. Det er også forbudt at fjerne avisen, der ligger over risten på badeværelset – for så bliver der jo oversvømmelse!

…Åh, det vidste jeg ikke. Så må jeg være oversvømmelsesimmun, for det er altså aldrig sket hjemme hos mig.

Alt det her er meget besværligt, men man lærer det med tiden. Det jeg aldrig helt finder ud af, er det med juicekartonerne. De står på køkkenbordet og ligner noget, der skal smides ud. Men Gud hjælpe den, der kommer til at folde dem sammen og smide dem i skraldespanden.
For det er jo vandkander.

…Øhm… Nåmn… Jeg har altså set pænere versioner. Ok jeg kan godt se, de er miljøvenlige, men de ligner jo skrald.

Nu har min mor vist nok fået repareret vandhanerne. Tror jeg, for jeg står stadig - i mild panik - og forsøger at huske, om den skal drejes til højre eller til venstre for at være drypfri. For en sikkerheds skyld.

Jeg har købt en vandkande til min mor, og jeg tror måske også, at hun bruger den. Men jeg er overbevist om, at hun stadig gemmer juicekartoner – for et eller andet kan de vel bruges til.


Foto: Freedigitalphotos.net