Løb fra livet

Thomas om vand

Jeg dehydrerede engang til et halv-marathon. Ikke på Michael Jackson måden, hvor jeg skulle flyves hjem fra Japan, indlægges på luksushospital og nedsænkes i et kar af Evian, men slemt nok til, at det var yderst ubehageligt for en fattigrøv som jeg.

Det var mit andet halv-marathon, og jeg blev overmodig. Erfarne løbere havde fortalt mig, jeg skulle passe på, men som løber skal man åbenbart gøre sine egne erfaringer. Mit første halv-marathon var gået fremragende, jeg var landet på min ønsketid og på dette andet løb tre uger efter, lagde jeg ud med et højt tempo. Det gik også fint ... indtil jeg nåede fem kilometer mærket.

Skæbnen ville have, at dagen skulle blive den hidtil varmeste i året, og det havde jeg ikke taget højde for. Lidelserne mellem fem og tretten kilometer mærkerne var forfærdelige, og jeg indså, at jeg ville komme ind på en meget dårligere tid end mit første halv-marathon. Jeg var sur, skuffet, vred og grædefærdig. For at være helt ærlig, ønskede jeg mig hjem til min mor.

Ved sytten kilometer fik jeg kræfterne igen. Pludselig gik det godt. Ved et underligt tilfælde løb jeg ud lige foran en af mine venner, der dengang boede i København, og som holdte for os løbere i sin bil på vej til familiefest. Han sagde, at jeg så ret slidt ud. Ingen af os vidste, at jeg lige havde begået min anden fejl, da jeg satte tempoet op igen. Overfrisk og med udsigt til kun fire kilometer hjem overhalede jeg en del gamle mænd, klappede af dem og heppede på dem, mens jeg løb fra dem.

Da jeg passerede nitten kilometer mærket, gik det galt. Mit hjerte slog som en kolibris, og jeg blev nødt til at stoppe. Helt. Når jeg gik, galoperede mit hjerte igen. Jeg begyndte at slingre. De gamle mænd fra tidligere overhalede mig, og de var så venlige at undlade at klappe og heppe. Flere officials begyndte nu at skule efter mig, og jeg fik advarsler om at blive smidt ud af løbet. På et tidspunkt gemte jeg mig bag en busk, så de ikke kunne se mig.

Jeg endte med at liste i mål med en venlig vandbærende medløber ved min side på en ydmygende tid på over to timer. Efter målstregen faldt jeg om på græsset og lå i tyve minutter uden at kunne rejse mig. Når jeg forsøgte, sortnede det for mine øjne. Sært nok lå jeg og planlagde mit næste halv-marathon. Endorfinerne, som udløses ved motion, bør ikke undervurderes. Da jeg kom hjem, faldt jeg i søvn og havde alvorlige tømmermænd i tre dage.

Det værste var næsten, da jeg berettede ovenstående til min daværende kærestes far, som havde været jægersoldat, og som derfor altid vurderede enhver indsats i forhold til risikoen. ”Hvorfor i alverden fuldførte du? Du kunne være kommet til skade. Hvad fik du ud af at gennemføre?”. Jeg måtte give ham ret.