tirsdag den 7. april 2009

If you go – we go

Linda om afmagt:

Jeg har en veninde, som jeg holder uendelig meget af. Hun er godt begavet og ressourcestærk, og når jeg har problemer med at finde ud af, hvad der er op og ned, har jeg altid ringet til hende. Jeg har kendt hende det meste af mit liv, hun har altid haft tjek på tingene, og har aldrig gjort noget halvt.

For et år siden mødte hun en mand. Jeg kender ham af omtale, og han skræmmer mig. Når jeg ser på ham, ser jeg en fyr, der tager, hvad han vil have, uanset hvilke omkostninger, det måtte have for andre. Jeg ser en fyr, som er specialist i at spejle de mennesker, han taler med, så de åbner op og fortæller ham ting, som ellers er forbeholdt de nærmeste, fordi de tror, at de har mødt en af deres egne. Og han er dygtig. De opdager sjældent, at det altid er ham der spørger og aldrig ham, der svarer. Han er smuk som få, men jeg synes, at det lyser langt væk, at han også er meget, meget farlig.

Derfor troede jeg i lang tid, at der var tale om en slags eksperiment, da min veninde begyndte at se ham. Vi har alle dage fortalt hinanden alt, og de første alarmklokker begyndte at ringe, da jeg kom til at tænke over, hvor lidt hun egentlig fortalte om deres forhold. Hun er blevet fraværende, ser hærget ud og er begyndt at sløse med ting, som ellers altid har været vigtige for hende. 4 gange har jeg set hende få blodnæse, fuldstændigt ud af det blå.

Om han slår hende, om det er stoffer, eller om han bare har fundet en sprække i hendes sind, som aldrig har været synlig, og som hun derfor ikke har fået lukket for, ved jeg ikke, men jeg er sindssygt bekymret. Hun vil ikke snakke med mig om det, og lukker af, når jeg prøver. Hun ’kan styre det’ - hvad ’det’ så end er. Jeg har prøvet med bønner og trusler; med anstrengt humor og skæld ud. Jeg har prøvet at appellere til hendes sunde fornuft, for den må stadig være derinde et sted. Det hele preller af. Hun snakker mig efter munden, siger hvad hun tror, jeg gerne vil høre, og lyver mig lige op i ansigtet.

Hun forsvinder for øjnene af mig, og hun er ligeglad.

Det er afmagt i sin reneste form.

5 kommentarer:

  1. Uha, det var da en uhyggelig historie. Jeg kan godt forstå at du er bekymret ud fra det du oplever, og det lyder som om du har gjort alt hvad man kan gøre for at komme til at hjælpe. Det må være meget smertefuldt for dig.

    SvarSlet
  2. Havde også sådan en veninde - hun kom tilbage, men var aldrig helt sin gamle jeg igen. Jeg gjorde hvad jeg kunne, jeg lod hende forstå, at døren aldrig var lukket hos mig for hende. Heldigvis bankede hun på en dag. Men jeg savner hende der var før. Hende har jeg sagt farvel til.

    SvarSlet
  3. Det er sørgeligt, men man kan desværre ikke hjælpe nogen der ikke vil hjælpes.
    Jeg synes du skal fortælle hende, at du altid vil være der for hende, hvis hun nu en dag for brug for en god veninde. Og måske får hun brug for det en dag.

    SvarSlet
  4. Kender desværre også alt for godt den historie, da den er hændt for både en veninde og et familiemedlem. De er i dag begge ude af disse ødelæggende parforhold, hvor deres selværd langsomt, men sikkert, blev elimineret. Også med tæsk på dagsordenen! Begge er piger, man vidste var selvstændige og med ben i næsen! Håber din veninde også kommer ud af dette med sig selv i behold!

    SvarSlet