Lever ondskaben i os alle?

Stine om afmagt

Jeg træder på noget, der er lidt hårdere end resten af stien, og det giver en let knasen. Jeg kigger ned og opdager, at jeg tilsyneladende står på det, der engang har været brystkassen på et menneske. Fornemmelsen af at have jogget på nogens knogler er kvalm, men ikke uventet her på Killing Fields i Cambodja.

Der var så mange lig efter Khmer Rouges styre, at de måtte opgive at grave dem alle sammen op. Tårnet med kranier midt på engen med gravene fortæller ellers, at der er blevet arbejdet godt for sagen. Overraskende nok er jeg næsten lettet over at stå på Killing Fields, men det er kun fordi, vi kommer direkte fra torturfængslet Toul Sleng.

I Toul Sleng er livet blevet pint ud af så mange mennesker, at det er umuligt at forstå. Inden de blev udsat for det værste, der kan overgå noget menneske, blev de fotograferet. Der er væg efter væg efter væg med portrætter af mennesker med døden i øjnene. Selv børnenes øjne siger, at de godt ved, hvad der skal ske.

Alt begynder at dreje rundt. Jeg sætter mig på en bænk ved siden af en munk, der også sidder med rynkede bryn. Jeg forestiller mig, at vi tænker det samme.

Hvordan? Hvordan i alverden kan et styre få folk til at dræbe babyer ved at smadre dem ind i træer for øjnene af deres mødre? Begrave dem levende? Rive deres lemmer af led, stikke deres øjne ud, lænke dem, pine dem, dræbe dem med palmeblade og jeg kunne blive ved. Nogle fordi de havde briller. Andre fordi de var i familie med nogen, der havde briller.

I historie lærer man, at det var Pol Pot, der stod bag. Andre gange har det været Hitler eller Mao, der var navnet og ansigtet på forbrydelserne. Men en lille mand kan da ikke tage livet af så mange. 30 små mænd kan ikke, 100 små mænd kan ikke, uanset hvor mange våben, man giver dem. Fællesskabet vil altid stå stærkest. Og det er det, der er det uhyggeligste. Nogen – ja mange - har troet på ideerne og pint livet ud af børn, mænd, kvinder, gamle, nye, hvide, gule og sorte. Og de har gjort det frivilligt.

Folkemord er efterhånden sket så mange gange i historien, at jeg ikke kan tro, det er tilfældigt. Der må været et eller andet i os mennesker, der venter på vanvittigere ledere med vanvittige ideer. Eller ville de vel aldrig kunne komme til tops? Ellers ville så mange almindelige mennesker vel aldrig slå deres nabobørn og alle andre ihjel. Det må ligge i menneskets natur. Og det er en tanke, der får mig til at føle mig så afmægtig, at jeg er i tvivl om, om jeg har lyst til at være menneske.