onsdag den 8. april 2009

Hov, jeg har verden siddende på mine skuldre. Gider du lige børste det af?

Anne om afmagt

Jeg tror, jeg var over tredive, da jeg fandt ud af det:
Jeg kan ikke redde verden.

Og selvom man skulle tro, at alderen havde givet mig en smule fornuft med i støttestrømpen, kom det faktisk bag på mig, at det ikke var mit ansvar alene.
Jeg kunne ikke fodre alle de sultne børn, stoppe krig, redde truede dyrearter, lappe ozonlaget, afskaffe racisme, slette holocaust, likvidere diverse diktatorer eller helbrede aids.

Jeg måtte indse, at jeg ikke var den nye Messias – og da byrden begyndte at lette sig fra mine nedsunkne skuldre, blev mit liv en hel del nemmere.
Ind imellem er jeg faktisk i stand til at se nyheder og lade mig selv bryde sammen over verdens uretfærdigheder – uden straks at få en trang til at opgive mit liv herhjemme for at rejse ud og være fredsmur.

Jeg har lært at leve med afmagten. Det kan man godt – uden at have et skyldfyldt og elendigt liv. Når jeg ind imellem mærker et strejf af red-verden-byrden, køber jeg mig et hurtigt skud aflad, så jeg kan trække vejret igen.

(Jeg ser stadig ikke Animal Planet. Det har jeg ikke gjort siden dengang, jeg så et program om et dovendyr, der havde mistet sin mor. Jeg tudede i otte timer (ok, jeg var så også gravid, men altså…)).

1 kommentar:

  1. Uff ... graviditet gør syge ting ved en ... kan huske jeg engang græd over en merci-reklame!!

    SvarSlet