Det første, der falder mig ind, når jeg tænker på ordet afmagt, er forældre, som slår deres børn. Jeg finder det ubehageligt at se på, og i øvrigt ses afmagten altid i forældrenes ansigter umiddelbart bagefter: Det sidste magtmiddel er anvendt. Nu er der ingen vej tilbage.
Da jeg var lille, kunne der godt falde en lussing fra min far ind imellem, men det var kun, når jeg havde lavet noget virkelig grimt i skolen. Derfor var det hver gang en meget lang vej hjem, når en udåd var blevet udpenslet i kontaktbogen i alle sine ubehagelige detaljer. Jeg vidste nemlig, hvad resultatet kunne blive: En syngende lussing.Når jeg fik en lussing sved det i tyve sekunder, men derefter var det overstået. Straffen var givet, jeg havde modtaget den, og så blev der ikke talt mere om den sag. Jeg husker en enkelt episode, hvor jeg havde lavet ballade sammen med en klassekammerat, hvis forældre var meget yngre end mine. De slog ham ikke. Til gengæld gav de ham stuearrest i fjorten dage og talte ikke til ham i samme periode.
Jeg ved godt, hvilken jeg foretrækker af de to afstraffelsesmetoder, men det er sværere at lovgive mod psykiske overgreb. Med henvisning til den præventive virkning skal det siges, at jeg lavede mere ballade end min kammerat, både før og efter ovennævnte hændelse. Men jeg dukkede mig hurtigere ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar