Han kunne lige så godt have sagt at han ikke ville forpligte sig til noget som helst andet end Dagens Lyst, at han hed 'Pan' til efternavn og han bare ikke gad at være kærester med nogen bestemt, men helst date flere. Istedet sagde han: Jeg er bange for at hun tager min frihed fra mig.
Han er en god ven, empatien fejler ikke det mindste og vi har snakket om det her. Faktisk er det blevet et dagligt tilbagevendende emne, mest fordi det ligger mig utroligt meget på sinde at få trukket grænsen op mellem personlig frihed og egoisme. Og så tvinger jeg selvfølgelig ham til lissom at taaaaale om det. Igen og så igen... For det der med både at være i et parforhold og forfølge sine egne ønsker og drømme er noget, der spiller en stor rolle i mit liv for tiden.
Kan det overhovedet lade sig gøre for os, der er født ind i en egoist-generation, hvor vi er blevet opdraget som enkeltindivider, at se os selv som en del af et større hele og vælge vores handlinger efter, hvordan vi påvirker andres liv?
Det sidste lyder meget buddhistisk og det er det såmænd også. Det kunne også bare være almindelig god opførsel.
Som vi sidder der med hver sin kaffe, ved vi begge to godt, at det, der styrer, er en modvilje mod at blive fastlåst og ikke kunne realisere sig selv. Der er fandeme ikke nogen, der skal bestemme over os (siger jeg, der overhovedet ikke kan finde ud af at have en autoritær chef eller tage mod en ordre uden at sætte hænderne i siden og vrisse 'næ!' og han nikker).
I mit fitnesscenter har jeg set eksempler på ansatte, der har en eller flere af følgende kombinationer:
Kæreste og byggeplaner/fitnesskæreste
Kæreste/elskerinder (multibelt utro)
Kæreste/datingprofil
Det er som om, personlig frihed i det segment hænger sammen med det at være single og ubundet, med mindre det er på den sjove måde.
Forsigtigt vil jeg lufte en tanke her:
Er det på tide, at vi laver den trend om, så det igen giver streetcred at engagere sig, blive i det man er i, også når det bliver bøvlet og besværligt og når kæresten stiller krav? Kan vi lære at holde af os selv, når vi ikke har en flok groupier stående til at bekræfte os konstant, men kun ham derhjemme, der har morgenhår og dårlige vaner?
Jeg tror på, at gamle dyder som pligtfølelse og commitment er det nye sort, selvfølgelig med den personlige frihed som den kraftige tråd, der holder det hele på plads, så det ikke skrider.
Er det på tide, at vi får en krog i vores egoisme og bliver voksne?
(NAAAAAAAAJ! lyder det fra koret i mit hoved... ALDRIG voksen, for så skal man jo også ha børn og ... yrk! Forpligtelser! Sætte andre før sig selv? pffff.... Ikke pjække for at tage til stranden? noo no nono.... *indsæt lyden af høje hæle, der klaprer afsted mod horisonten*)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar