Frihed - så skræmmende og så dragende

Stine om frihed

Mens dette blogindlæg kommer på, blaffer jeg rundt et endnu ukendt sted i Europa og kommer forhåbentligt vidt omkring takket været diverse (flinke og dydige) langturschauffører. Et eller andet sted, er det da den ultimative frihed. Og så er det oven i købet et eksamensprojekt, der skal munde ud i en rejsebog.

Hanne Mette (fotojournaliststuderende) og jeg (journaliststuderende) skal simpelthen bare op at køre med så mange så muligt og komme så vidt omkring som muligt.

Vi er ikke bundet af noget, vi skal ikke nå noget, vi skal ingen bestemte steder hen og vi har ikke noget mål, andet end at opleve. Så meget frihed har jeg aldrig udsat mig selv for før, og jeg indrømmer, at her inden afrejse virker det lige pludseligt helt enormt skræmmende! For jeg kan jo ikke planlægge så meget som fem minutter frem i tiden. Kontrolmennesket inden i mig skriger og slår sig i sit nye tøjr. Vi kan da ikke bare gøre den slags uden en plan.

Friheden virker overvældende, skræmmende og frygtindgydende, jo tættere den kommer på. Jeg kan ikke engang have min computer med. GYS. Men samtidig er friheden i den rejseform også besnærende.

Hvor er det fantastisk for en gangs skyld ikke at vide, hvad der sker med mit liv de næste syv dage. Jeg ved hverken, hvordan jeg skal få sovet eller skaffe mad. Jeg ved ikke, hvem jeg kommer til at tale med eller om jeg kommer til at kunne gå i bad. Landevejen er åben og det samme er mit sind. I hvert fald den del, der ikke er fuld af panik og råber ”så tag dog kontrollen menneske!”