Thomas om hævn

Når jeg hører ordet ”hævn”, er det første, jeg umiddelbart tænker på, westernfilm med Clint Eastwood. Nogle skurke udsætter en mand for en uretfærdighed, som han i slutningen af fortællingen på blodigste vis indhenter retfærdighed for. Der er ikke så megen snak, blot et hurtigt og velplaceret svar. Det er maskulint! Tænker jeg videre over ordet, drejer tankerne sig mod forbrydelse og straf i vores samfund, hvor det ikke er velset at fryde sig over straffen som en retfærdig hævn. Hævnmotivet er dog en del af straffen, så ofre ikke føler sig ramt på retsbevidstheden, som det så fornemt kaldes.

Man bør kun benytte sig af hævn, hvis den årsagsgivende udåd er alvorlig eller forekommer et gentagende antal gange. Når jeg betragter min omgangskreds, ser jeg ingen hævngerrige mennesker; Folk undværer helst hævnlysten, da den netop forudsætter, at en grim handling er begået mod dem. Hører jeg om forældre, der mistede deres barn på grund af en alkohol- og stofpåvirket billist, så forstår jeg hævnen. Det er kun rimeligt, at morderen straffes ved at give afkald på en lang årrække af sit liv og sin frihed. Får man begået indbrud i sin bil eller bolig gentagne gange, er det også et plaster på såret at opleve, at tyven møder konsekvens for sin handling.

Det er ikke pænt at erklære, at man ønsker hævn. De fleste af os er opdraget til at se fremad og ikke at bære nag. Hævnen bringer ikke det tabte tilbage, og vi risikerer at gøre forbryderen endnu mere forbryderisk. Jeg er uenig; Selvfølgelig skal forbryderen betale. Det skal ikke være samfundet og ofrene, der i sidste ende kommer til at sidde tilbage med regningen for på pæneste vis at bestikke forbryderen ind på rette vej. Sådant et mål helliger ikke bløde midler.

Hvorfor er det ikke velset at ønske hævn over en forbryder? Min opfattelse er, at det til dels er et resultat af kvindedomineret opdragelse. De fleste i min årgang er opvokset med kvindelige pædagoger og lærere med baggrund i feminisme og rundbordspædagogik fra halvfjerdserne. De få mandlige lærere, jeg havde, fik Arne Nougatgren til at ligne en fascistoid eksercits-sergent. Mændene bøjer af, føjer sig og accepterer, at vi altid skal tale om tingene i stedet for at handle. På den anden side har den kvindelige påvirkning et løjerligt resultat, set i betragtning af, hvordan kvinder typisk behandler hinanden ... ! Jeg spekulerer vist for meget nu, så jeg vil handle og sætte Clint Eastwood på dvd'en.