Jeg har en djævel på den ene skulder og en engel på den anden. Englen vinder oftest. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet her i stuen og udtænkt listige hævnakter, der virkelig skulle få vedkommende ned med nakken, helt ned at smage på den mudrede jord, men de er aldrig nået længere end dertil.
Tankerne altså.
Blevet lige dér inde i hovedet.
I stedet har min engel på den anden side siddet og sukket højt. Hvad vil jeg få ud af det? Hævnen. Vil jeg være mere glad bagefter? Sandsynligvis ikke. Vil han overhovedet være så ramt af min lille hævn, som jeg håber? Sandsynligvis ikke.
Og et eller andet sted vil han jo vinde, hvis jeg tager hævn. Jeg ser det som en anerkendelse af, at der har været følelser med i spillet. Mine vel at mærke. Og ikke på vilkår om han skulle have den fornøjelse.
I øvrigt:
6 år siden
Det bekymrer mig på mit køns vegne, at alle indlæg i denne uge, undtagen mit eget, handlede om hævn over kæresten ...
SvarSletHahahaha.... Det er da fordi, mænd er røvhuller.... Og kvinder er sindssyge... Eller noget i den dúr
SvarSletOg thank God for dén kombination! Det er den, der sikrer artens overlevelse;)
SvarSlet