onsdag den 4. februar 2009

Anne om hævn

Jeg er ikke en af dem, der jubler og you-go-girl'er, når forsmåede, forladte kærester klipper eksens Armani-sæt i stykker og spreder rygter om hans seksuelle (u)formåen.

Bevares, bedragende kærester fortjener absolut heller ikke at blive hyldet, men jeg er nok bare mere "samle fjolsets ting sammen i en pose og få det ud af mit liv i en fart"-typen.
Jeg gider ikke rigtig det der hævn.

Det betyder dog ikke, at jeg er en tilgivende engel, der er for fin til at gnide mig i hænderne, når universet selv tager affære:

Jeg havde engang en meget smuk kæreste. Jeg var bevidst om, at han var alt for smuk til mig, og hvis jeg glemte det, skulle han nok sørge for at gøre mig opmærksom på, at jeg ikke var noget specielt.
Jeg var ung og overfladisk, og det tog mig hele to år at fatte, at skønhed ikke kompenserede for tørhed, utroskab og tarvelig personlighed.
kærestehistorien endte med, at jeg lossede ham ud.

Det er 15 år siden.

For kort tid siden dukkede han op på Facebook, og jeg tør godt indrømme, at jeg var spændt på at se, hvad alderen havde gjort ved hans smukke ansigt.
Det viste sig, at for en mand på 60 år holder han sig faktisk virkelig godt.

...Bare ærgerligt for ham, at han kun er i midten af trediverne.

1 kommentar:

  1. Aj troede lige........! Men så blev jeg glad for at læse det i den sidste linje.

    SvarSlet