tirsdag den 3. februar 2009

Linda om hævn

I mit arkiv ligger et indlæg, jeg aldrig har udgivet. Havde jeg valgt at udgive det, da jeg skrev det, ville det med stor sandsynlighed have fået alting til at falde fra hinanden et andet sted i byen. Han havde helt sikkert fortjent det, og det ville have været den perfekte hævn.

Der er mange gode historier om hævn. Hende, der tog den utro kærestes telefon, fandt et af de erotiske billeder, han havde taget af sig selv og med teksten ”Hej. Jeg hedder xxx, og jeg er et utro svin!” sendte det til alle i hans telefonbog. (Hej mor.) Eller hende, der opdagede kærestens affære, da han var på skiferie; som såede karse i hans ægte tæppe og kærligt nussede om det, så det var fint og grønt, da han kom hjem. Hun fandt også tid til at stoppe rejer i hans gardinstænger. (Lugter her ikke mærkeligt??) Og hende, der opdagede the girl on the side, mens manden var på forretningsrejse, som sørgede for, at jakkesættet, hun havde lovet at sende til det vigtige møde, ankom på dagen – inklusive de mange huller hun havde klippet i det. (Lang dag. ”Punk møder Hugo Boss er det nye sort, siger jeg jo!”)

Somme tider ville jeg ønske, at jeg var typen, der hævnede mig. Dels synes jeg, at det må være meget tilfredsstillende, og dels synes jeg, at det giver sådan nogle fine historier. Beklageligvis bor der inde i mig en lille muslim, som er meget optaget af ære og skam. Hun mener, at hævn er en indrømmelse af, at et andet menneske har såret mig; en tilkendegivelse af at jeg har haft følelser i klemme og forventet noget andet og mere. At jeg har givet mest og været både naiv og godtroende. Hævn afslører, at jeg synes, jeg har tabt ansigt. At rejse er at leve og at hævne er at blotte.

Én gang i mit liv har jeg haft lyst til at hævne mig, men jeg havde så travlt med at kravle baglæns ud af døren, mens jeg febrilsk ledte efter mit tabte ansigt, at al ledig kapacitet blev brugt på at standse ulykken. Fornuften nåede at indhente raseriet og de forsmåede følelser, inden jeg fik udtænkt en passende hævn.

Men hævn er vel et forsøg på at påføre den, der har såret dig, en smerte der ligner din? Hvis det er sandt, ender ærlighed måske med at udvikle sig til hævn på lang sigt. Hvis du fortæller et menneske, præcis hvor du står; at han roder i kassen med de helt store følelser nu, og når indholdet af dén kasse først er spredt ud over hele institutionen, så er det ad helvede til at stå alene tilbage med oprydningen, så skal han – hvis han vælger at fortsætte - leve med sin viden om, at han med fuldt overlæg tog noget, der ikke var hans.

Han ved det. Og jeg ved, at han ved det. Det er hævn nok for mig.

4 kommentarer:

  1. Han skal leve med sig selv hver dag resten af sit liv - det skal jeg gudskelov ikke... Det må være hævn nok for mig :o)

    SvarSlet
  2. Nogle gange vil man bare gerne have, at den der har såret en, ikke bare skal slippe godt afsted med det. Hævn er så en nærliggende mulighed, men vinder man noget ved det? Er det ikke kun en kortvarig "glæde" man får ved det? Faktum er, at man stadig er blevet såret, og det kan ingen hævn ændre ved.

    SvarSlet
  3. Hævn er vel kulturbetinget, og udføres som et ønske om genoprejsning (redde sin ære).
    At tilgive - det er det sværeste, men måske det eneste, der virkelig forløser een selv..

    SvarSlet
  4. Jeg kender én der går ind for en stille hævn. Nogle af hans kolleger havde stukket ham godt og grundigt i ryggen, så til en sammenkomst valgte han at hælde afføringsmiddel i deres drinks! Ingen opdagede det var ham - og mange havde herre-dårlig mave dagen efter :o)

    SvarSlet