Derfor er det så pisse irriterende, at jeg er hamrende elendig til at tage dem. Jeg har altid tegnet, og det går ok. Men stik mig et kamera, og jeg skal vise dig en katastrofe i farver. Eller sort/hvid, det går egentlig lige dårlig.
For at rette op på denne ubalance i verden (jeg skal være god til ALT, hvad jeg føler, det ville være fedt at være god til. Er jeg ikke det, er der ubalance) har jeg valgt at tage mit 8. semester på journalisthøjskolen sammen med fotojournalisterne. Faget hedder billedsprog. Det er et sprog, jeg sagtens kan forstå. Jeg kan godt se, hvad der udgør et godt billede og hvorfor. Jeg kan godt se, hvad der skulle være ændret på et halvdårligt billede, så det var blevet bedre. Men kan jeg lære at tale dette omstændige sprog?
De første par opgaver gik faktisk ok. Det var illustrationsopgaver, opstillede billeder i kontrollerede omgivelser. Ja ja, jeg fuckede iso-indstillingen, og som følge deraf blev billederne lidt uldne, men selve motiverne var ganske gode. Hurra, nåede jeg lige at tænke. Jeg er alligevel en god fotograf. Det var da ikke så svært.
Men så kom reportageopgaven.
Sammen med et pige fra mit hold tog jeg tre dage i de kongelige stalde ved Christiansborg. Åh, der er smuk. Smukke omgivelser, smukke heste, nydelige mennesker, action, gode detaljer, karetture og hele molevitten. I dag har jeg så siddet og bladret de cirka 1000 billeder, jeg tog, igennem. Og ikke ét af dem, kunne jeg bilde nogen ind, at en fotograf har taget.
Jeg kan sagtens se, at her burde jeg være gået lidt til venstre og i knæ. Her burde jeg være gået tættere på, og det billede skulle jeg ikke en gang have overvejet. Jeg forstår ikke en brik af, hvorfor det er så djævelsk svært at komponere et godt billede, når man for pokker er et visuelt menneske.
Og ja, jeg ved godt, hvad du tænker nu. Jeg har også selv tænkt det. Det er en forbandelse af en art. Men hvad i alverden gør man ved den?
På billedet: Kongelig hest, der håner mine evner som fotograf.
Aj. Tæller det ikke for noget, når man har grinet en hel dag over det billede? Det er da også en slags kunst? Jeg har endda måtte vise mine forældre billedet, fordi jeg synes, at det er så fantastisk. Minder mig meget om en gaaaaaammel Yankeebar reklame, hvor en håbefuld ungersvend stod med snuden presset helt op i dørspionen hos sin udkårnes forældre.
SvarSletMan skulle nok have været der.
Jeg prøvede at vise det til underviser til midtvejsevaluering - og han var også lidt fascineret af det :) Men kunst... tror jeg desværre ikke... Yankeebarreklametingen forstår jeg intet af...
SvarSletSjovt - jeg ventede også spændt på at se nogle af dine fotografiske mesterværker.
SvarSletKan ikke huske reklamen; men er det noget med, at perspektivet på dit billede er fortegnet, sådan fiske-øjeagtigt, ligesom når der ses gennem en dørspion?
Der er faktisk ikke pillet ved perspektivet, andet end den smule, der normalt er ved et kamera. Hesten SER bare sær ud på det her foto :D
SvarSletAj , men kald det bare kunst, så sælger det ;)
SvarSletMen bortset fra det, hvis man går for tæt på med for lille brændvidde, så gør det det af sig selv, uden at fotografen piller.
Iøvrigt, hvis du vil se nogle af de andre hestebilleder, ligger der en håndfuld her:
SvarSlethttp://arnoldspedtsberg.blogspot.com/
De er dog hverken underlige eller sjove, men bare sådan... billed-agtige :)
Har kigget tak, følger også lidt med der. Ah, ikke underlige? - det med halen og bagbenene - det er da lidt sært, hva'?
SvarSlet