Lene om billeder

Jeg tænker i billeder. Jeg tegner, bygger historier af billeder, dagdrømmer, læser avis ved at finde de gode billeder, stoler på min intuition, fordi jeg spotter det, der ikke passer ind i det samlede billede og har en fantasi der langt hen ad vejen er min største kilde til underholdning - andre gange bliver min fantasi til det som andre kalder 'at tænke for meget'.

Enkelte gange synes jeg det er svært at tænke sådan i billeder og leve min egen Ally-fantasiverden.

Kender I det med, at der er nogle mennesker man uden problemer kan forestille sig nøgne? (Jessica Alba, fx) Nogle af dem kan man kun alt for godt se for sig i afklædt tilstand, uden at det nødvendigvis er en fornøjelse (Mette Fugl, som jeg i øvrigt har den vilde respekt for). Og så er der dem, der kun fremkalder flimmer på min skærm: Jeg ser bogstaveligt talt kun personens hovede, fødder og ben - ind i mellem de to ender er der en gammeldags fjernsynsskærm med flimmer.

Det går bare ikke at vise det billede og så er det rart at have venner, der kan træde til og hjælpe med at få billedet fremkaldt eller bare med at bekræfte, at det er bedst, at det bliver ved fødder og flimmer.

I enkelte tilfælde har selv den mest indædt visuelt-rumlige veninde måtte give op.

Vi præsteret at flytte blikket lidt op ad låret og placere vedkommende i en situation, der for det meste forudsætter nøgenhed, (forestil dig, X have sex, lød det coachende i forsøget på at få billedet til at tone frem), men det endte med, at vi løb i hver sin retning, mens vi råbte AD, AD, AD, AAAAAAAD og krævede kaffe og vand og store poser slik for at skylle det grimme billede ned, der stadig lå og vred sig i sofaen indtil det heldigvis igen blev opløst til fjernsynsflimmer:
Tennissokker med blå og røde striber, stikkelsbærben og knoklede knæ, doggystyle, guldkæde og en smøg med lang aske i mundvigen. Gutturale lyde.