Linda om billeder

Jeg bliver sjældent påvirket af billeder. Film ja, billeder nej. Mærkeligt, da jeg er et ualmindeligt visuelt menneske, der omsætter stort set alt, hvad jeg tænker til billeder. Det er meget praktisk, når man arbejder som tegnsprogstolk, og om det er en skade, jeg har pådraget mig af for mange år i faget, eller om jeg har valgt mit job ud fra min personlighed, er svært at sige.

I mange år troede jeg, at alle fungerede i hovedet som Ally McBeal og jeg.

Det har vist sig ikke at være tilfældet.

Jeg har haft en kæreste der, når han var træt, blev helt fortvivlet over min måde at snakke på, fordi han virkelig skulle knokle for at følge min fortælling og se de samme billeder som mig. Jeg kan ikke gøre for det. Min hjerne er en biograf, der kun viser animerede film på fast forward, udtænkt af folk på speed.

Ind imellem spænder min livlige fantasi ben for mig selv. F.eks. ville min deltagelse i julefrokoster være en hel del lettere, hvis jeg spiste sild. Det gør jeg så ikke. Det har jeg ikke kunnet, siden jeg pludselig, mens jeg sad og tyggede på en, fik den tanke, at sådan må det føles at tygge på døde mennesker. Så var dét ligesom slut.

Heldigvis møder jeg somme tider nogen, der tænker ligesom mig. Mandagslene og jeg har magiske tusser, der kan tegne videre på hinandens billeder. Hvis jeg om morgenen sender hende en sms om, at jeg har trusser på i præcis samme farve som min t-shirt; jeg er derfor usårlig, og hun må gerne låne flammesværdet, så ved jeg, at

A) – hun - lige meget hvor hun sidder - med det samme hiver op i tøjet og tjekker farven på sine egne trusser og

B) - vi lige nu ser det samme billede: Os som kappeklædte hævnere, der iført lyserøde heldragter og diadems (hvad fanden hedder det i flertal??) bekæmper dumhed, dovenskab og dårlig kaffe.

Nogen gange tror folk, der er handikappede i fantasien, at jeg er mærkelig. Husker en tidlig morgen, hvor jeg skulle til spinning. Lige uden for spinninglokalet er opsat en vandhane, og uvis af hvilken grund, er det altid den, alle vil fylde vandflasker ved. Der er 15 ledige vandhaner i huset, men der står vi, 12 mennesker med søvn i øjnene og strithår, og klamrer os til vores tomme vandflasker. Kl. er 06.05. Der er stille. Indtil jeg åbner munden og med Fortællerstemmen begynder:

”Det er morgen på savannen. Dyrene flokkes om vandingshullet.”

Det blev modtaget af 11 mennesker med fælles ”få nu STYR på det distrikspsykiatri, for satan!”-tanke boble svævende over hovederne.

Og Lene, der øjeblikkeligt kastede sig ud i en full blown løve imitation.

Vi skal nok få ram på jer….