torsdag den 26. februar 2009

Thomas om billeder

Jeg bryder mig ikke særlig meget om at tage eller at få taget billeder. Min aversion har altid været en kilde til skænderier med mine eks-kærester, når jeg ikke gad bruge tid på at tage fotos på rejser. Den er ikke kommet i mine voksne år, for min mor har en billedserie fra en 14 dages rundtur i England, da jeg var syv år gammel, hvor jeg skjulte mit ansigt med hænderne på samtlige billeder. Jeg er sikker på, en børnepsykolog vil kunne basere en mursten af en bog på blot den ene oplysning.

Det forekommer mig sært, når andre rejser tusindvis af kilometer for at se eller opleve et eller andet, hvorefter de bruger al tiden bag en linse. Når jeg står et sted, berømt eller ej, ønsker jeg at opleve det. Ikke at klikke statiske billeder af oplevelsens kilde ind på et memorykort, så det dødt, fladt og farvefattigt kan betragtes på en PC-skærm. Desuden har jeg aldrig oplevet, at en kollega eller ven reagerede på mine mundtligt overleverede ferieoplevelser med krav om dokumentation i form af fotografier. Faktisk er det nærmest tværtimod, ikke sandt?

Jeg er især glad for, at videokameraet ikke var opfundet, da jeg var barn. Jeg har masser af lykkelige oplevelser med en bestemt legekammerat, og fotografier af os ødelægger minderne for mig. Oplevelsen bliver pludselig frarøvet sin farverige subjektivitet og udstilles koldt og objektivt, så jeg ser, hvordan legene virkelig foregik i sin halv-kedelige hverdags-trummerum. Og tænk, hvis mine juleminder blev spoleret! Jeg husker varme, hyggelige dage, røde lys og gammeldags julepynt. Min far, der lavede marcipan og min mor, som bagte brunkager. Den uendeligt lange og magiske juleaftensdag. Træet, som med levende lys og stjernekastere strålede i vidunderlig pragt, når dørene til det endelig blev åbnet, og hvordan det slogedes med de flotte julegaver, duften af hjemmebagte småkager og det overfyldte slikfad om min begejstrede og spændte opmærksomhed.

Engang forsøgte en forfatter ved navn Peter Bichsel at fange sin balinesiske lærer i en løgn under en historiefortælling, og læreren svarede: ”Hvad vil du vide? Vil du vide, om historien er sand, eller bare om den har fundet sted?”. Mine indre billeder og minder er tusind gange rigere end den oplevelse, de udsprang fra. Mit sind må fungere som en slags puppe, som tarvelige oplevelses-larver kan kravle ind i gennem mine sanser og i løbet af nogle år omdanne sig til smukke mindes-sommerfugle. Derfor undlader jeg at flå de spirende vinger af mine oplevelser med kameraer.

1 kommentar:

  1. Pjat med dig! ned i den lokale og få købt et kamera og snap snap snap

    SvarSlet