onsdag den 25. februar 2009

Anne om billeder

Flere gange om dagen besøger jeg et galleri, der er placeret ret tæt på mig. Den præcise adresse er: Min hjerne.
Galleriet er ikke af den kræsne slags. Det optager alle slags værker, men det har tilsyneladende en speciel forkærlighed for billeder, der aldrig burde være skabt.

Her er et par tilbageblik på udstillinger i min indre galleri:

En bekendt fortalte efter en cykeltur i skoven, at han var blevet ramt af akut dårlig mave. Han var simpelthen nødt til at aflevere her og nu, hvilket betød, at han måtte træde af på stenaldermandsmanér. Lige der i skovbunden.
Min reaktion var: Ej, ligger der så en menneskelort i skoven?
Han svarede: Én? Nej, jeg blev ikke helt færdig første gang, så der er flere – sådan undervejs på ruten.

Herefter trådte jeg så ind i den ufrivillige kunstudstilling, jeg har valgt at kalde: Skovbundens menneskeskabte klatter.

Jeg lå i min seng, da der begyndte at komme lyde fra overboen. Bank, bank, bank. Noget, der godt kunne være sengegavl og sengeben, bankede ind i væggen og ned i gulvet. Bankbankbank. Pludseligt gik det stærkt og et tarzanhyl blev jodlet ud i natten.
Dagen efter mødte jeg overboerne i opgangen. De smilede og hilste pænt.

Herefter trådte jeg så ind i den kontroversielle og ikke mindst ufrivillige kunstudstilling, jeg har valgt at kalde: Ikke-attraktive mennesker dyrker også vild sex.

Det er det, man siger: De gratis glæder er de bedste.
Eller det der.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar