lørdag den 28. februar 2009

Maj om billeder

De fleste billeder der bliver taget af undertegnede er når jeg er i festligt lag, og kors hvor tager jeg mig bare ikke godt ud på billeder. Som det flygtigt blev nævnt i sidste uges indlæg, ligner jeg ofte en bredmundet frø på stoffer. Og så man kan stort set altid skimte et stykke tyggegummi, som var det en ekstra stor kindtand jeg går og gemmer på. Og lidt for ofte - selvom jeg prøver at skjule den – en cigaret.

På en fotooptagelse for et par år siden syntes fotografen da lige, at han skulle ta’ et par billeder af undertegnede. De skud blev han så pænt hurtigt bedt om at slette. Nu gjorde jeg mig godt nok ikke til, og stylisten havde heller ikke lige været forbi med pudderkvasten, men alligevel… Her står man foran en top- professionel fotograf, og så ligner man en stor fed og forkert klump. Han ku’ da godt lige ha’ ledt lidt mere efter den rigtige vinkel inden han trykkede løs.

Der findes desværre også et billede af mig, hvor jeg ligner en polsk posedame. Taget kl. 5 om morgenen 10 graders frost. 4 lag tøj og 3 tørklæder + en hat – og en cigaret i hånden selvfølgelig.

Det er vist bare bedst, jeg holder en hånd for ansigtet, når der er et kamera i nærheden for eftertiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar