”Stine, jeg har fundet en, der skal til Danmark, men det er NU!”
Hanne Mette kommer spænende ind på det lille kro-agtige Raststätte Eltern, hvor vi har ventet adskillige timer på at få et lift tilbage til Danmark. Faktisk har det indtil videre taget os tre dage bare af blaffe fra Köln til Nordtyskland. Så en chauffør, der vil tage os med helt til Danmark er ikke bare godt nyt, det er jazzhands og fyrværkeri-værdigt godt nyt.
Jeg kaster rygsæk, skuldertaske og sovepose over skulderen, springer af sted, bliver stoppet af venlig men bestemt dame, der vil have penge for de kander kaffe og den omelet, vi har konsumeret, betaler og SÅ løber jeg ud til lastbilen. Hanne Mette er allerede i gang med at proppe sine tasker ind i lastbilen. ”Han er polsk, og han taler rigtigt dårligt engelsk og tysk,” siger hun.
Min første tanke er ”hul i det, jeg vil HJEM NU!!!” Næste tanke er ”det bliver alligevel underligt at sidde 9 timer i en lastbil sammen med en mand, vi ikke kan kommunikere med.”
I starten er det også underligt. Kun to minutter inde i turen byder han os på en cigaret. Man har vel høflighed i livet, så jeg tager en. Hanne Mette ryger ikke længere, men det kan hun ikke forklare ham. Han virker forvirret men accepterer det, og vi kører af sted i dejligt solskin. Jeg peger på himlen og siger ”Nice… schön…” og laver det, der vel kan tolkes som har-du-ikke-bare-lyst-til-at-løbe-ud-over-en-sommereng-med-løst-hår?-mimik, det virker og han nikker ivrigt med et stort smil.
Hvordan kan jeg blive ved med at glemme, at så meget kommunikation alligevel er baseret på kropssprog mens resten næsten altid kan klares med tegnsprog?
Gennem de næste ni timer finder vi via en blanding af fægtende hænder, underlige miner og noget, der muligvis minder om kørestolsdans (som jeg ikke har set i virkeligheden, men vi sad jo i lastbilsæder hele tiden, så man kunne godt forestille sig noget i den retning), ud af, at vor kære chauffør har et navn, han har tre børn i starten af 30’erne og han kører til Kolding. Da vi havner i en kø laver han sandwiches til os og prøver at forklare, hvad de andre polske chauffører fortæller på radioen om grunden til den lange kø. Han holder en finger frem og kører den derefter over halsen mens han bider tænderne sammen i en stivnet grimasse med opspillede øjne. Vi forstår. En er død i en ulykke. Da vi kører forbi selve ulykken, siger han det eneste ord, der bliver helt klart for os. Massacre.
Og det er det, så vi bliver stille igen, indtil jeg må bruge ordet ”toilet”, hvilket han heldigvis forstår og holder ind ved en rasteplads. Det kunne ellers være blevet en køn opførsel i dans, fagter og ansigtsudtryk, hvis jeg skulle få ham til at gætte, hvad jeg ville. Måske ville det endda slå min ellers så vindende opførsel i mimedans med lydeffekter i Madrid, hvor jeg forsøgte at købe en skraber i en butik til at barbere mig under armene med.
Jeg beklager billedets ringe kvalitet, men jeg synes lige, I skulle se hamVi strandede med den rare chauffør i Røde Kro. Han kunne ikke forklare hvorfor, men der havde vi været on the road længe nok til at vide, at det har noget med køre-hviletids-bestemmelser at gøre, så vi fægter rundt i ivrig takke-mikim, der gør chaufføren så rørt, at han vist nok kalder på radioen for at høre, om andre polske chauffører er i nærheden og kan tage os med. Det kan selvfølgelig have været en advarsel om unge piger med meget fægtende arme og lidt for levende ansigtsmimik. Vi strandede i hvert fald.
Men efter vores ni timers træning i tegnsprog og mimik virkede Sønderjylland ikke helt så skræmmende længere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar