På min arbejdsplads er der en masse kommunikation via telefon og e-mail. Jeg bryder mig ikke om telefonen, som jeg finder forstyrrende. I dag, da jeg kiggede efter telefonen for at forberede mig på dette indlæg, opdagede jeg, at den lå under en bunke papir (jeg er heller ikke tilhænger af orden). Jeg slog derefter min private telefonregning op for i år og så, at hvis jeg taler virkelig længe, så er det i omkring tre minutter.
Min arbejdstelefon ringer cirka en gang hver tredje måned, og som oftest er det forkert nummer. Jeg husker med glæde tilbage på første dag på en tidligere arbejdsplads, hvor jeg, efter at have spurgt om, hvor min telefon var, fik svaret: ”Du får ingen telefon. Vi mener, at telefoner er et forstyrrende element i arbejdet.”. Det var et vidunderligt arbejde. Lige indtil jeg fandt ud af, at tre ud af fire chefer i firmaet var psykopater.Ligeledes formår jeg på magisk vis at holde mig uden for mailhelvedet, som alle taler om. Da vi startede efter påskeferien, bandede mine kollegaer om de mængder af mails, de skulle arbejde sig igennem. Jeg havde fået fire: En var elektronisk genereret, en var sendt til hele firmaet, en var spam og den sidste var fra en kollega, som havde sendt frække vittigheder.
Nu tænker du nok, at jeg sidder og gemmer mig på arbejdet. Men faktisk har jeg ansvaret for centrale dele af vores systemer, så jeg er ikke ganske ukendt. Derfor leder min kommunikationsfrihed mig til at konstatere, at det et eller andet sted er et bevidst valg at deltage i det helvede, I alle taler om. Så lad lige være med at brokke jer. I forstyrrer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar