Anne om grådighed

Kan man få det hele?
Det spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv. Eller rettere: Jeg har ofte siddet alene i min sofa en lørdag aften og klynket: Hvorfor kan man ikke få det hele???

Det virker som utopi at have drømmekarrieren, drømmefamilien, drømmeboligen og drømmemanden på én gang.

Men jeg ved, at de findes – dem, der får det hele. Jeg ser dem ind imellem derude, hvor de står og hoverer midt i umuligheden. Og de dage, hvor bittersovsen koger over, og misundelsesrusen overtager min hjerne, kan jeg ikke lade være med at tænke, at de har opbrugt kvoten. Lykkelighedskvoten.

Så må vi andre nøjes med stumperne. Og ikke nok med det: Vi skal også være glade for dem. Være taknemmelige over et stykke med lækker lejlighed – også selvom vi har gigantiske cravings efter stykket med lækker kæreste.

Og jeg ER taknemmelig. Jeg har ikke nogen karriere, men jeg glæder mig over, at jeg bevæger mig tættere på for hver dag, der går. Jeg har ingen kernefamilie, men er til gengæld ubeskriveligt taknemmelig over, at det netop er mig, der er blevet mor til den dejligste dreng i verden. Jeg har ikke nogen kæreste, men er taknemmelig over, at jeg har lært at være kritisk og ikke bare tager hvem som helst.

Jeg er heldig på mange måder, men det betyder ikke, at jeg læner mig tilbage og nøjes. Jeg vil have mere! Jeg vil også være en af dem, der har det hele.
Jeg vil være en lykkelighedskvoteopbruger!