Linda om grådighed

De fleste børn har en periode, hvor de samler på noget. Der er næppe mange børn i dag, der har hørt om frimærker, og viskelæder har vel også efterhånden mistet sin eksistensberettigelse, men der er da stadig både kapsler, klistermærker og servietter tilbage.

I stenalderen, da jeg var barn, samlede jeg på knapper og på alt med Bobby & Kate. Det er min første erindring om grådighed. Jeg samlede med manisk iver, og vi fik mange timer til at gå med at sidde omgivet af strudsefjer og grædende porcelænsmasker og bytte. Nogle knapper var selvsagt så fede, at man ikke gik af med dem. Andre så ordinære, at bytteforholdet var 3:1. Selvfølgelig havde samlingen på denne måde en vis social underholdningsværdi, men det var ikke derfor vi samlede. Vi samlede for at have flest. For at have den største og mest eksotiske samling. For at kunne sidde og lade fingere glide gennem rigdommen, mens vi slikkede os om munden og frydede os over at have dobbelt så mange som Mette S.

Det sjove var, at samlingen kun havde værdi, så længe de andre misundte den. Man kunne jo ikke rigtig lege med den selv. Eller snakke med den. Da de andre begyndte at interessere sig for ting, der var vigtigere end knapper, devalueredes samlingens værdi hurtigere end man kunne nå at sige ’finanskrise’.

Alderen har stor betydning for, hvad der udløser grådighed og misundelse. For børn, er det ting, som de i deres begrænsede verden har adgang til – men det må ikke være alt for let tilgængeligt. Så tæller det ikke. Cafeterieservietter gav ikke street cred. Senere bliver det antallet af venner, fordi det er en direkte afspejling af, hvor cool du er. Uden at være dreng, er det også mit indtryk, at pik måske ikke er Gud – men den, der bruger den mest, er. Endnu senere gælder det antallet af jobtilbud, hestekræfter og kvadratmeter, og for mange vokser egoet i takt med indkomsten.

Grådighed skyldes for de flestes vedkommende en af to ting: Enten er vi bange for at blive snydt eller også forsøger vi at bevise noget overfor nogen. Begge dele er overkompensationer med rod i fornemmelsen af underlegenhed. Du er ikke bedre end mig. Du skal ikke tro, at du er klogere end mig. Jeg skal vise dig. 2 af de helt store på bankbogen. Hvem griner nu?

Det virker, så længe De Andre lader sig imponere. Det giver respekt, så længe De Andre anerkender det som gangbar valuta. Når det mister værdien for dem, sidder man alene tilbage på leasing karrusellen med noget, der egentlig bare er brugt emballage.