Gid jeg ku

Stine om venskab

Som barn havde jeg ikke rigtigt nogen venner. Selv dem, som jeg legede med ind i mellem, ville ikke rigtigt stå ved det, når der var andre.

Lidt ældre blev jeg, og fik lidt venskab. En veninde ad gangen kunne jeg finde, blandt de andre outsidere. Det endte altid efter noget tid, sikkert fordi vi ikke rigtigt så andre og bare fik nok af hinanden. Ikke nogens skyld, man kan bare blive meget mæt af en person, man mest faldt for af ensomhed.

Som 15-årig mødte jeg min første store forelskelse og blev venner med hans vennekreds. Det var fantastisk og dejlig nemt. Jeg kommer fra en ret lille by, og følelsen af at have en flok og et socialt sted at høre til var vidunderlig.

Men sådan en kreds kan også blive trang, så selvom jeg fandt min all time bedste veninde der, føltes det ikke som jordens største tab at flytte til Århus som 20-årig.

Der kendte jeg ikke en sjæl. Føromtalte første kærlighed var på det tidspunkt blevet til bedste ven, og jeg prøvede igen at følge med til hans nye flok. Det gik ikke så godt, især ikke på grund af intrigant kvindemenneske i flokken, der vækkede det værste i mig. Uha jeg blev grim. Og førstekærlighed blev vigtig, og så var der ikke tid til Stine mere.

Jeg vennede lidt hist og her i nogle år, men det blev ikke til meget. Et højskoleophold resulterede i et par venskaber med de andre outsidere, men alt i alt var det en rædsom oplevelse socialt. Folkeskolen om igen.

Men så begyndte jeg på journalisthøjskolen. Pludselig opdagede jeg, at jeg er i stand til at møde fantastiske mennesker og blive venner med dem. Socialt udviklede jeg mig fra minus tre til plus firs på ingen tid. Nu kender jeg mennesker så fantastiske, jeg kun kunne drømme om, kunne eksistere – og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Nu kan jeg få venner, men jeg kan ikke finde ud af at vedligeholde venskaber. Venskaber plejer altid at slutte. All time bedste veninde har ikke besøgt mig i Århus siden – tjah, det må være omkring fem – seks år siden. For hun fik jo børn, så kan man åbenbart ikke tage til Århus, der er også halvanden time hver vej. Førstekærligheden, der blev til bedste ven har jeg ikke set i fire år, bortset fra tilfældige sammenstød. Han fandt sammen med min dengang-veninde, blev vigtig med sine musikervenner og det var så det. De var (og er måske stadig?) blandt de vigtigste mennesker i mit liv, og selvom der ikke er ondt blod mellem os, er de væk. Venskaber slutter ALTID.

Hvad søren gør i andre for at have de der venskaber for livstid? Jeg ved godt, man skal ringe og invitere og så videre – men når man ikke har det på rygraden, er det virkelig svært. Især fordi jeg er bange for, at de er kommet videre, og bare vil føle sig forstyrret, hvis jeg ringer. Jeg har det som om, der er en helt særlig hemmelig, jeg ikke er indviet i.