fredag den 26. juni 2009

Det dorske overspring

Stine om overspring

Jeg vil gere starte med at sige undskyld, at mit indlæg først kommer på nu (og så skal I altså også love at slukke faklerne og gå væk fra min hoveddør). Jeg tænkte, at man kunne lave det til en elegant indledning og fortælle, at det IKKE er på grund af overspringshandlinger, men fordi jeg flyttede i går, at jeg kom til at glemme Ordet Rundt. Men det var absolut for søgt, kindhest til mig.

Så jeg hopper lige ud i den dybe ende og tilstår: Mit navn er Stine, og jeg er afhængig af Indsæt-selv-lands Next Top Model. Et tv-program, der handler om at gøre meget tynde, forvirrede mennesker til såkaldte topmodeller ved at træne dem i alt mellem himmel og jord, der er modelagtigt.


Overspringshandlingen slår stort set andet i sit niveau af fabelagtig hjernedødhed (selvom Onsdags-Annes nyfundne glæde over Det lille hus på prærien løber godt med omkring målstregen).
Americas Next Top Model sæson 12 er næsten lige færdig, og som sædvanligt vandt hende den irriterende, der overhovedet ikke havde fortjent det, men som tydeligvis var Tyra Banks favorit helt fra starten. Jeg var i dårligt humør en hel eftermiddag, og havde en lang sms-diskussion med veninde-Karen, der lider af samme last. Vi heppede på hende den korthårede.

For tiden er Australias Next Top Model sæson 5 i fuld gang. De er smukkere, end de amerikanske piger, men de taler grimmere og opfører sig grimmere – hurra!!! De går ind for hardcore gruppemobning, og der kommer ikke en Tyra Banks forbi i nattøj for at snakke med dem om, at usikkerhed kan få os til at drille hinanden. Niks, de tømmer askebægre i hinandens senge og saboterer hinandens photoshoots.

I Canadas Next Top Model, har de lånt Jay som vært (Tyras højre hånd), hvilket gør det lidt sjovere, ellers er de ret kedelige – men her er det i det mindste altid den rigtige, der bliver sendt hjem (hende, der har brugt halvdelen af afsnittet på at fortælle, hvorfor hun nu er sikker på at vinde).

Åh det er ynkeligt, men jeg lever mig virkelig ind i det tåbelige program, som er det eneste, min kæreste har nedlagt veto mod. Så det er en last, jeg dyrker, når jeg er helt alene. Som nu faktisk.

Kan da lige tjekke You Tube for at se, om der skulle være nyt fra Australien eller Canada (jeg føler ikke med i Britains Next Top Model, for de taler som og ligner heste).

Hov, episode 9 af Australias Next Top Model er lagt på. Jeg er SÅ spændt på, om den forvirrede og meget teenager-agtige Cassie kan slå lidt for selvhøjtidelige og hellige Clare og den selvglade skinke Tahnee. Så jeg smutter lige, og så lover jeg, at jeg tømmer i hvert fald én flyttekasse, før jeg giver mig til at google de tidligere vinder-modeller...

2 kommentarer:

  1. Hej Stine,
    Helt fantastisk at du også er afhængig af det. Jeg var bange for, at jeg var den eneste i Danmark. :)
    Min søde kæreste lader mig heldigvis se ANTM (jaa, det kalder JEG det!) hver dag, men det er højst sandsynlig som kompensation for al den fodbold, han ser.
    Tak fordi du også ser det, og går ud og siger det offentligt. :)
    Mvh Karen

    SvarSlet
  2. Jeg kalder det også ANTM, CNTM eller AUSNTM - men det virkede lidt internt her på bloggen :D

    SvarSlet