Hygge er det ubesværede. Der, hvor man ikke på nogen måde skal anstrenge sig, men bare kan slappe af og være til. Stille og roligt.
Nogle par er blevet så gode til at hygge sig sammen, at de har indøvet regelsæt, der skal begrænse anstrengelserne og et sprog, der matcher.
De par kan gennemføre en hel samtale alene med grynt:
'Hm?' (Vil du have mere kaffe?)
'hmm...' (njah, jeg burde egentlig ikke, for jeg har allerede drukket 4 kopper, men ... Så skidt da!)
'hm' (ja, ja... det er kun søndag en gang om ugen og der er da også en bette halv kage mere, hvis du kan finde plads bag livremmen. Du må gerne tage den, hvis jeg må sidde her med min avis i fred. Har du forresten set den artikel om Svendsen nede fra Brugsen?)
Det er også dem, der kan færdes ved siden af hinanden en hel dag uden at mæle et ord, for de går såmænd bare og hygger sig. Det er dem, man kan være helt sikker på, ligger side om side under tæppet på sofaen som to pølser i svøb mens tv flimrer.
Jeg har personligt oplevet forhold, der har lidt hyggedøden. Især fordi de pågældende mænd havde den opfattelse, at alt var hyggeligt og godt, hvis man bare var i samme rum - selvom jeg 7 dage om ugen havde udsigt til computerskærm med hårtop bagved eller golf på TV med kæresten spændt foran.
For mig kræver det bare et mindstemål af interaktion, hvis jeg skal kalde det hygge og ihvertfald forventer jeg ikke et panikagtigt suk, hvis jeg skulle formaste mig til at udfordre til et enkelt spil Trivial Pursuit (For mænd er den slags ikke hygge, åbenbart. Og det er ihvertfald ikke ubesværet)
Selvom det ikke er godt, hvis parforhold lider hyggedøden, kunne jeg selv godt tænke mig at forlade denne verden på hyggemåden.
Ubesværet, med en plade chokolade, hyggesokker og et veltilfredst suk, falde i søvn på sofapuden og først blive opdaget, når nogen undrer sig over, at savlpletten er tørret ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar