fredag den 5. juni 2009

Stop så det hyggeri!

Stine om hygge (vredt)

Er jeg den eneste, der bare er rigtig skide træt af ordet hygge?

Man sidder i sin eksamensperiode og knokler. Hjernen er vredet så meget, at den efter al sandsynlighed ligner en grødagtig form for proptrækker. Poserne under øjnene vokser, og giver efterhånden selv de store (og dyre) bæreposer fra Netto kamp til stregen. Hver en time er en kamp for at bevare fokus, og hver morgen kræver minimum 20 minutters overbevisen om, at det ikke kan betale sig at spille død i håbet om, at andre så laver ens eksamensopgave færdig.

Ind i mellem tillader man sig lidt luft. En time eller to om ugen, hvor man rent faktisk laver noget med andre mennesker, og måske får man set himlen. Men det er slut nu, hvor slutspurten sætter ind.

Af og til slipper hjernen en ufokuseret tanke ud.
”Gad vide, hvad alle andre mennesker laver?”, og alle ved jo, at Facebook er stedet, hvor man får svar på det. Men man ville slet ikke have haft det svar.
”Hygger i haven – skønt!”
”Fri i morgen, bajere i aften med drengene”
”Siger tak for verdens hyggeliste eftermiddag”

Og ja ja, snart er eksamen overstået og snart dit og snart dat. Indtil da lukker jeg øjnene for facebook og forestiller mig, at ALLE andre arbejdet i en kulmine, og at jeg skal være glad for, at jeg sidder i kun lidt fugtig kælder og knokler med min hovedopgave.

Når jeg så er færdig med det, kan vi alle sammen løbe ud over en stor eng med hinanden i hånden.

Ses.

(for fremtiden holder jeg mig til overspringshandlinger, der kun involverer mig selv, kaffetragt og photoshop. Så kan facebook have det så godt imens!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar