'Det er meget vigtigt, at du holder din krop stiv som et bræt og sørger for at holde armene foldet over brystet - hele vejen ned', hørte jeg mig selv sige for 6. gang den dag.Samtidig havde stemmerne i mit hoved gang i et større skrækscenarie, som gik ud på, at det var mig selv, der næste gang skulle stå helt ude på kanten af bordet med ryggen til 8 vildtfremmede kursister og udføre tillidsøvelsen.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme:
Det kommer ikke til at ske, at jeg lader mig falde baglæns fra et højt sted og stoler på, at andre griber mig. Ikke om det så var 8 understimulerede falckreddere og jeg var nøgen.
Jeg hader tillidsøvelser.
Ikke kun fordi, at den der lader sig falde baglæns, skal stole på at der bliver grebet, men også fordi at griberne skal stole på, at den, der falder, formår at holde kroppen lige, så masse x hastighed ikke kun bliver grebet i de fire midterste hænder, fordi vedkommende af bare angst knækker sammen på midten og på den måde tager turen mod gulvet med halebenet forrest.
De skal også stole på, at den, der falder baglæns ned i retning mod dem, ikke forsøger at afbøde faldet ved instinktivt at tage fra med armene.
Jeg har set brækkede næser, som følge af strittende albuer, og set ømme griberarme fordi Mona glemte det der med at tage ansvar for sit eget fald. Og det var såmænd sjovt nok, især fordi jeg bare skulle fortælle andre, hvordan de skulle gøre det, jeg selv nægter pure.
Jeg ville hellere kaste mig på jægersoldatmåden ned i en kold å fra 10 meters højde end jeg vil være med i en tillidsøvelse, for koldt vand ved man hvor man har.
Måske er spørgsmålet ikke kun, om man er i stand til at have tillid til andre, men også om man selv er en, andre kan stole på?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar