Du skal ikke være bange for mig

Linda om tillid:

Da jeg var 7 år, var jeg ved at blive taget af en børnelokker. Mette P. og jeg var gået en tur i Sædding Centret for at kigge på Barbier og hunde, og da vi havde set os mætte og gik mod udgangen, blev vi stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.

Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik i legetøjsforretningen, hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.

Efter lidt tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over og se, om hans kone var gået over til bilen. Lidt fornuft havde mine forældre fået proppet i hovedet på mig, for jeg ville ikke gå med ham uden Mette. Derfor blev resultatet, at vi fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3. Det er vel nærmest overflødigt at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en masse træer.

Da vi stod ved bilen, syntes han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcist det øjeblik, Mette satte sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at noget var helt galt. Selvom det føltes meget forkert at sige en voksen imod, blev jeg ved med at sige, at jeg ikke ville ind i bilen og sidde, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig, fik vi lov at gå.

På vejen hjem lovede vi hinanden ikke at sige noget til nogen, men Mette kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Jeg følte, at jeg havde misbrugt deres tillid ved at trodse formaningerne om ikke at tale med fremmede.

Børns tillid til verden omkring dem er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan lærer man børn at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at smadre tilliden til verden? Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forgifte deres barndom med mistro og angst?

Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.

Jeg brugte dem aldrig.