At pege fingre

Thomas om tillid

Lige nu sidder jeg med en følelse, som jeg ikke har kendt siden gymnasiet. Jeg har fået en åndssvag opgave: Skriv et indlæg om tillid. Og jeg er spejlblank, tvær og irriteret. Klokken er 22, og indtil nu har jeg skrevet tre forskellige indlæg, som alle fremprovokerer den samme følelse. Mine tæer er krummede som resultat af mine forcerede, enormt ansvarlige meningsytringer på skrækkelig afslørende skrift.

Jeg ville sammenknytte tillid og ansvar, og hvor lød jeg dog gammelklog og lommefilosofisk. Måske endda i sådan en grad, at mit indlæg ville risikere at blive læst op på radiobloggen. Ikke at jeg på nogen måde er misundelig på visse andre bloggere. Absolut ikke. Nej. For det er jo ikke min egen skyld, at jeg ikke er blevet læst op. Det er fordi, radiobloggen er styret af en kvinde, og hun udvælger helst andre kvinders indlæg, fordi de har indhold, hun kan identificere sig med. Brillerne passer, når hun læser dem.

I hvert fald var det sådan, jeg kunne fristes til at tænke, hvis jeg ikke ønskede at tage et ansvar. Ansvaret for mine egne indlæg og det ufravigelige faktum, at ingen af dem har været gode nok til at blive læst op. Så simpelt er det. I og med at jeg påtager mig dette ansvar i alles påhør, så har jeg lagt kimen til, at I opbygger tillid til, at jeg en dag skriver et indlæg, der bliver læst op i Statsradiofonien. Fordi I ved, der bliver taget hånd om problemstillingen. Og fordi jeg ikke placerer ansvaret hos radiobloggen, de andre bloggere eller nogen som helst anden.