Skrigende spandex

Thomas om helte

Jeg er højst tretten år gammel indeni. Næsten hver gang en ny superhelte-film annonceres, gennemser jeg traileren med en knude af spænding og forventning i maven. Faktisk er jeg mest interesseret i skurkene eller i hvert fald i heltene med mørke sider. Jeg drømmer ofte om at dukke op på arbejde i Batman-kostume og banke mine kollegaer, og det er ikke mere end nogle få måneder siden, jeg seriøst overvejede at investere 6.000 kroner i en Darth Vader hjelm støbt fra de originale forme. Omsider ville jeg få den respekt, jeg havde fortjent.

Da den fysiske skal om mit barnlige indre matchede dets uforanderlige alder, spillede jeg rollespil af den gamle slags, som foregik omkring et bord. Min gruppe spillede mest Dungeons & Dragons, men jeg havde også investeret i et Marvel Super Heroes Advanced Set regelsæt, som jeg studerede om aftenen, mens ideerne til plots poppede op i mit hoved og fyldte mig med forventning om de fantastiske eventyr, der skulle udfolde sig i vores hoveder.

Få af mine ideer blev til virkelige spil. Jeg husker dog en skurk, jeg skabte til Marvel Super Heroes. Han hed Dart, og jeg fandt min tegning af ham i en gammel mappe, som lå bagerst på øverste hylde i et af mine høje skabe. Farverne på hans tøj er vist mest af alt inspireret af den hjemmesyede træningsdragt, som jeg gik med på daværende tidspunkt. Jeg husker ikke, hvad jeg havde i tankerne med hensyn til baggrundshistorie. Måske var han en dart-mester fra den lokale bodega, som i frustration over ydmygelsen ved at blive slået i den ædle sport af landsby-sutten, iklædte sig sin frygtindgydende hævner-dragt for anonymt at nedbringe ulykke over de nederdrægtige indbyggere i byen? Inderst inde synes jeg stadig, at han og hans tøj er ultra-sejt.

Jeg bliver vist aldrig ældre indeni. Derimod kan jeg sandsynligvis se frem til et stigende antal stunder i uforståelighed, når yngre medlemmer af vores art høfligt letter på kasketten med et ”Godaften, hr.”, idet de passerer mig på gaden. ”Jamen, jeg er jo en af jer?!”, skriger mit indre, mens mit korrekte ydre med dets gode manerer dækker over fortvivlelsen ved pænt at gengælde den trods alt velmente hilsen. En virkelig helt bliver jeg aldrig. Det er en alt for voksen og ansvarsfuld rolle til mig.