fredag den 13. marts 2009

Helteløs og muligivs fortabt

Stine om helte

Helteløs. Sådan kunne man godt beskrive mig. Jeg har tænkt og tænkt og tænkt og måske endda tænkt lidt mere i forbindelse med dette blogindlæg. Alle har vel for pokker en helt, og når man har en helt, skal man fremhæve alt det gode ven den helt, for det har helten fortjent. Gode ting kan ikke roses nok.

Men jeg er helt blank lige på helteområdet. Engang som teenager skrev jeg i et brev til min morfar, at han var min helt. Det passede ikke helt. Han var en mand, hvis anerkendelse jeg sukkede efter, fordi jeg så ham som noget særligt. Måske så jeg endda lidt op til ham. Men min morfar hverken er eller var nogen helt. Han er et menneske, vist endda et godt et af slagsen, men han redder ikke rigtigt nogen.

Jeg føler, jeg burde have feministiske helte, barndomshelte, journalisthelte, fotografhelte, humanistiske helte, forfatterhelte og sikkert også flere. Men en nærmere granskning af eget kranium viser, at jeg muligvis er for kræsen til at have helte. Et navn popper op. Min veninde Anne for eksempel (ikke blog-Anne). Hun er sej. Jeg beundrer hende for hendes helt nede på jorden menneskelighed, der er kombineret med en evne til altid at kunne tackle alting, frygte meget få ting og fremstå tjekket imens. Meeeen, jeg er jo ikke beundrer af alt ved Anne. Hun har ikke besøgt mig siden, hun blev gravid for første gang, hvilket er mere end fem år siden (det er sjovt, som den vej er kortere for mig end hende i hendes hoved). Og så ville jeg ikke selv have valgt at blive lærer, hvis jeg havde så mange talenter som Anne. Med andre ord, Anne duer ikke rigtigt som helt alligevel.

Og sådan kan jeg blive ved. Men det er jo tosset, at helte ikke må have dårlige sider. Jeg forstår ikke den side af mig selv. Når jeg finder helte i tegneserier, bøger og film (og det gør jeg tit, for jeg er ret pjattet med fiktive helte), er det altid anti-helten, der vinder mit hjerte. Der gør mig blød og efterlader mig beundrende. Heltene uden fejl gør mig søvning og taler kun til den del af mig, der alligevel hellere ville ud og lave mere kaffe. Superman siger du? Forklædt pigespejder med mange muskler siger jeg. Men hvorfor gælder det ikke for virkeligheden? Er jeg for skeptisk? Er vi kommet til en tid, hvor der bare ikke ER helte?

Måske er virkeligheden bare for virkelig.



(Meget virkelig virkelighed eller ej, hvis Clinten stadig så sådan ud og kiggede forbi i den mundering, skulle jeg nok overgive mig på stedet. Måske en lille dåne-scene krydret med sætningen "min helt".)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar