Kys morfar

Lene om kost

Engang i en ikke så fjern fortid befandt jeg mig hver uge i møde med en højt placeret, opblæst IBM-ansat, og en del andre projektgeneraler.
Midt i et meget blegt ansigt, med små sorte stykker iltert kul, havde han en spids gulerodstud og en gammel brugt kost af et overskæg. Det eneste, der afholdt ham fra at ligne en gal snemand, var det playmobilhår, han havde smurt på issen.

Kender i det med, at man ikke kan lade være med at stirre?


Kosten under tuden havde set bedre dage. Den strittede arrigt i alle retninger, som en tandbørste, der trænger til at blive skiftet ud, og den ville havde haft godt af en kam, en spytvask eller bare en glattende hånd.

Det der med at glatte ud, det gjorde han ikke så meget i, for han var arrig som en terrier. Hans overskæg afslørede både hans humør og alt det han havde spist, hvilket som regel var ret meget.

Kosten fangede nemlig alt, samtidig med at det så ud som om det mest havde lyst til at stikke af fra hans mund. Skæghårene lavede drastiske udfald og flugtforsøg i alle retninger. Nogle med rester af rundstykke med tandsmør. Andre med æggesalat eller remoulade fra frokosten.

Jeg kunne få timer til at gå med at studere kosten og undre mig over, hvordan alt det stads kunne blive siddende i børstehårene, når hans mål med møderne var at rydde bordet for alt spiseligt og drikkeligt ved at transportere det forbi skæghårene, der sad der og skreg.

Han var gift og havde produceret børn i den tid, kosten havde strittet. Det lykkedes mig aldrig at forestille mig, hvordan et kys nogensinde skulle kunne lade sig gøre, med mindre det var med spids mund og børster i angrebsposition, så konen måtte spidse munden alt hvad hun kunne for ikke at føle det som om hun kyssede en opvaskebørste med fedtede madrester fra vasken.

Nå ja, ok... så kunne jeg nok godt forestille mig det alligevel.