torsdag den 19. marts 2009

Den lille forskel

Jeg hørte engang, at kvinder er mere komplette mennesker end mænd. Når jeg kigger i køleskabet hos single mænd og sammenligner det med single kvinders ditto, så hælder jeg til at tro på påstanden. Mænd har en eller anden tendens til ynkelighed i forbindelse med at blive single.

Da en af mine venner stadig var single, dukkede han op ved mig en aften for at se en film. Han medbragte sin aftensmad, som var en pose blandede mini-chokoladebars fra Fakta (jeg tror, det er ti styk for tyve kroner). Det skal retfærdigvis nævnes, at hans aftensmad normalt bestod af hvidløgsflutes og peanuts. Jeg husker selv engang, hvor jeg stod op og skulle på arbejde, og hvor jeg indtog det eneste, som mit køleskab indeholdte: En kvart Othellolagkage. Den smagte i øvrigt fremragende. Det er noget ævl, at man ikke må spise flødeskumskager som morgenmad.

Et andet højdepunkt i mit liv var dengang, jeg stod op kl. 10 en søndag morgen, hvorefter jeg gik ind i stuen for at prøvesmage den whisky, jeg havde fået i fødselsdagsgave aftenen før. Mens jeg sad i sofaen i underbukser. Med gardinerne trukket for. Jeg har i øvrigt netop holdt fødselsdag igen for en uge siden, og jeg klarede opvasken i et snuptag. I går.

Kommer jeg ind i en single kvindes lejlighed, mødes jeg af en ren og frisk duft. Nyindkøbte blomster står overalt i lejligheden og konkurrerer med tændte duftlys om at erobre mine næsebor, og åbner jeg køleskabet, bugner det af friske grøntsager og flere underlige, fremmedartede varer, end jeg kan finde i ALDI. Besøger jeg en af mine mandlige singlevenner, er jeg heldig, hvis der ikke er bremsespor i sofaen. Mit køleskab indeholder: Ketchup, øl, ost og gammel mælk, som vel egentlig også er en form for ost. Alt, hvad et komplet menneske behøver for at overleve.

4 kommentarer:

  1. hahahahaha - hvor godt observeret - og beskrevet

    SvarSlet
  2. Det er derfor drenge lugter dårligt.

    SvarSlet
  3. Dét med maden passer altså ikke i alle tilfælde. Jeg er én af dem der aldrig har noget særligt i køleskabet - det grænser nogle gange til det pinlige! Men har dog altid friske blomster osv:o)

    SvarSlet
  4. Har aldrig friske blomster - men mine palme-agtige ting lever dog endnu...
    Gør rent når det TRÆNGER!
    Mit køleskab indeholder pt: en ltr. yoghurt, en halv ltr. karolines tomatsuppe, en flaske asti og 14-15 halvbrugte neglelakker...
    Måske er jeg i virkeligheden en fyr? (altså - bortset fra neglelakken)...
    Er i hvert fald single :oD

    SvarSlet