mandag den 16. februar 2009

Lene om drømme

Jeg har lært på den grimme måde, at tanker og dagdrømme muligvis er toldfri, men nattedrømme er som Molsliniens buffet for alternativt orienterede.

Især for ham, jeg datede dengang.

Når jeg overnattede hos ham, sov jeg altid mæ helved te.
Om det var alle de krystaller, han havde syet ind i madrassen eller om det var kærlighedsteen, der smagte af sure tæer og fik min mave til at skrige efter nogle særdeles farverige vingummier og salte sild, skal jeg ikke kunne sige, men ihvertfald vågnede jeg flere gange i løbet af natten og jeg tror, det var der, jeg begyndte min karriere med at vågne med et gisp i gennemsvedt sengetøj (økohamperødhattebomuld eller noget).

Jeg sværger, at han kunne dreje alt jeg drømte til sin fordel.

Jeg udviklede hurtigt en meget grim allergi overfor røgelsespinde, lavendelvand og en skæbnebaseret tilgang til vores forhold. Jeg var ved at blive kvalt i støttende hundehvalpeblikke og forståelse.
Da jeg begyndte at drømme over temaet 'Død ved Kvælning', nikkede han (hver gang) forstående og belærte mig om, at det at se min egen død var et tegn på at jeg var parat til at starte på en frisk og lade noget gammelt og dårligt tilbage.

Selv da jeg drømte, at jeg blev kvalt ved at en trold lammede mig med sin aura og kvalte mig ved at stoppe Den 9. indsigt ned i halsen på mig, side for side, var det et tegn fra min underbevidsthed om, at jeg var parat til at blive et med min skæbne (=ham).

Jeg nåede nu aldrig at blive hans sjæletvilling, selvom det var det ord, han hviskede i mit øre, når det skulle være rigtigt hot. Istedet lavede jeg en hastig exit fra både skæbne og hans lejlighed og lod jeg ham tilbage med tarotkort, stakke af drømmetydningsbøger, tights med indsyede rosenkvarts og et blik fuld af påtaget indsigt.

Han fik det sidste ord. 'Det er en del af processen, Lene. Dine drømme vil fortælle dig, at du vender tilbage til mig og udlever din skæbne med et højere indsigtsniveau.'

Han fik også lov til at beholde den drøm for sig selv...

2 kommentarer:

  1. For satan, Lene! Hvor kunne du??! Har du ikke læst vores kodex!? VI DATER IKKE MÆND MED MERE STYR PÅ VORES CYKLUS END OS SELV! *ryster vantro på hovedet*

    SvarSlet
  2. Han havde ikke bare bedre styr på min cyklus, han havde også fuldstændigt gennemskuet min skæbne. Han kom med en kommentar en gang om at noget (jeg siger ikke hvad) var en transcendental oplevelse der greb helt tilbage til urkraften. Jeg kløede bare min lavendelallergi og skrev første kapitel i kodex.

    SvarSlet