Trods heftige strejf af urindunst er toiletkøer på værtshuse måske det bedste sted i verden at møde nye mennesker. Man kan ikke rigtig bryde ud af køen (medmindre man ønsker en sprængt blære), og som regel er der god tid til noget sludder. Sådan faldt jeg i snak med Kim for en uge siden.
Vi udvekslede først morsomheder, så fælles bekendte (altså vi snakkede bare om dem, det var ikke helt som at bytte glansbilleder) og nåede så til ”hvad laver du så”-kategorien. Meget klassisk. Men Kims svar var på ingen måder klassisk.
”Jeg er tryllekunster,” sagde Kim.
Et sted under min tordnende høje hånlatter kunne opmærksomme deltagere i toiletkøen høre Kim spagt tilføje: ”Jeg kan bøje metal”.
Tryllekunster? I mit hoved er alle gøglere rakkerpak. Jeg har det med dem, som med skuespillere, der bilder sig ind, at de ikke kun er skuespillere for deres egen skyld. Som med vandmænd – sjove at prikke lidt til som barn, men som voksen er deres eksistensberettigelse mig en stadig gåde. Og når tryllekunstnere er værst, er det fordi de snyder. De kan reelt set ikke andet end at aflede folks opmærksomhed på de rigtige tidspunkter, hvilket forholdsvis mange skumle østeuropæere på Hovedbanegården kan give dem kamp til stregen i.
Samtidig har gøglere en udtalt tendens til at gå i helt absurd tøj, når de optræder. Det og deres uhyggelige se-mig-jeg-er-underholdende-og-mystisk-på-én-gang-smil får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på mig. Og det er jo meningsløst det, de gør. Til glæde eller gavn for ingen.
Den gøgler er ikke født endnu, der vil kunne komme levende over min kinesiske mur af fordomme. Så Kim havde allerede tabt, da han senere gav mig sit kort. Det var mørkt og ”mystisk”, prydet af et billede af (magiske, uhhh) hænder. Kim havde givet sig selv titlen ’Mind Bender’. Fesent.
Vi udvekslede først morsomheder, så fælles bekendte (altså vi snakkede bare om dem, det var ikke helt som at bytte glansbilleder) og nåede så til ”hvad laver du så”-kategorien. Meget klassisk. Men Kims svar var på ingen måder klassisk.
”Jeg er tryllekunster,” sagde Kim.
Et sted under min tordnende høje hånlatter kunne opmærksomme deltagere i toiletkøen høre Kim spagt tilføje: ”Jeg kan bøje metal”.
Tryllekunster? I mit hoved er alle gøglere rakkerpak. Jeg har det med dem, som med skuespillere, der bilder sig ind, at de ikke kun er skuespillere for deres egen skyld. Som med vandmænd – sjove at prikke lidt til som barn, men som voksen er deres eksistensberettigelse mig en stadig gåde. Og når tryllekunstnere er værst, er det fordi de snyder. De kan reelt set ikke andet end at aflede folks opmærksomhed på de rigtige tidspunkter, hvilket forholdsvis mange skumle østeuropæere på Hovedbanegården kan give dem kamp til stregen i.
Samtidig har gøglere en udtalt tendens til at gå i helt absurd tøj, når de optræder. Det og deres uhyggelige se-mig-jeg-er-underholdende-og-mystisk-på-én-gang-smil får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen på mig. Og det er jo meningsløst det, de gør. Til glæde eller gavn for ingen.
Den gøgler er ikke født endnu, der vil kunne komme levende over min kinesiske mur af fordomme. Så Kim havde allerede tabt, da han senere gav mig sit kort. Det var mørkt og ”mystisk”, prydet af et billede af (magiske, uhhh) hænder. Kim havde givet sig selv titlen ’Mind Bender’. Fesent.
... sådan lidt a la hr Poxycat måske - haha.
SvarSletJeg må nu tilstå, at jeg synes Derren Brown er dygtig. Krusedullen har tænkt på at lære hans teknik ;) Jeg må stadig komme på kasioner modsat ham !